Ligesom fredsplanen i Gaza, har Trump endnu engang lagt op til fred i verden – måske for at sikre sig den fredspris, han så gerne vil have. Man kan læse om planen her.
Den bliver kritiseret fra mange vinkler, men for det meste dækket som man dækker politik generelt: som et magtspil. Dog kommer de fleste ind på spørgsmålet om, hvorvidt en fred i Ukraine på Trumps præmisser (dvs. på Putins) er det værd. Det ligner mere en fred, der kommer Trump til gode på den korte bane, end en fred, der Ukraine og ukrainerne til gode.
Der er imidlertid en vinkel, som jeg ikke synes er dækket nok. Og det er, at Trumps fredsplan – som så mange af hans diplomatiske planer – tærer på hovedstolen.
USA har siden 2. verdenskrig kørt en udenrigspolitik, hvor de blandede sig i alt – som del af stormagtskampen under den kolde krig. Og efter at Sovjetunionen faldt, har de holdt denne position, der ganske vist koster dem en masse penge, men som også giver den de tungeste kort på hånden i samtlige forhandlinger: Det er os, der bevarer verdensfreden.
Trumps diplomatiske strategi er at true med at trække sig ud – og han gør det flere steder. Dvs. at hans strategier er kortsigtede. USA vil ikke kunne argumentere som han gør nu om 10 år. En fredsplan, der baserer sig på at gøre Europa mere selvstændigt (for vi ville jo blive tvunget til at opruste hvis Ukraine ikke kan fungere som sikkerhedsgarant, og vi ikke kan stole på USA). Og jo mere Europa opruster, jo mere af verdens sikkerhed USA udliciterer til andre for at spare på budgetterne hjemme, des mindre diplomatisk magt vil de have. Og de står ikke alene i at forsøge at få denne magt, for Kina investerer massivt i denne type diplomatiske magt rundtom i verden, ligesom alle andre stater, der har råd til det, og ikke allerede har USAs beskyttelse.
Det er en kamp om det hegemoniske herredømme, som USA har kæmpet hårdt for at bevare, og som Trump taber på gulvet. Den næste præsident kommer ikke til at kunne gøre som Trump, fordi Trump i sin magtudøvelse undergraver forudsætningerne for i det hele taget at have denne type magt.
Her mærker man tydeligt Trumps baggrund som ejendomsmagnat, for i den skala kan man bare bruge og bruge af ressourcerne – der vil altid være en regering, der kan træde ind. Ja, hvad boligmarkedet angår, vil en (på daværende tidspunkt nogenlunde velfungerende stat som USA) skride ind for at holde en vis stabilitet. Men på den internationale scene, når man styrer en af de aktører, der holder på status quo, kan man ikke hvile på andre. Og det forstår Trump ikke.
Skriv et svar