Trumps geni
I den weekend, der nu er ved at være forbi, har Weekendavisen udgivet en artikel kaldet “Fredsfyrsten”, der udlægger Donald Trumps forslag til en fredaftale, og hans forsøg på at skabe fred i Rusland, på en kreativ måde: Ved at vise sig som Putins ven, har Trump vanskeliggjort fortsættelsen af fortællingen om Vesten som fjenden; og ved at lave forslag til en fredsaftale, som Hamas’ støtter bakker op om, tvinger han på lignende måde Hamas til at vise sig, ikke som Gazas forsvarere, men som en organisation, der vil Israeal i sig selv til livs — og samtidig viser Israels ekspansionstrang (omend denne tillægges netanyahuregeringens ministre (bid mærke i den dobbelte afstand fra Netanyahu: Netanyahu regering – ministre – ekspansionstrang).
Hermed gør forfatteren, Anna Libak, sig skyldig i den type Trump-tolkninger, der på amerkansk kaldes “sane-washing”, fornuftiggørelser af Trumps udsagn, der skjuler hans politiske inkompetence. Han males her som en, der i højere grad end nogen andre har gennemskuet spillet, og sat sig for at ødelægge det inderfra, ved netop at påtage sig fjolsets rolle. Men det er at give Trump for meget line. Kendetegnende for artikler der sane-washer Trump er, at man ikke finder ham citeret nogetsteds: “Overfladen” er alt for kaotisk. Analysen er således ikke en analyse så meget som rekonstruktion af Trump efter et særligt mønster: At den mægtigste mand i verden, der piller i alle verdens brandpunkter, ikke må være en idiot, men i stedet må være et geni i forklædning.
SVM-regeringens tilbagegang
I samme weekend, denne gang i Information, finder vi artiklen “Tilbage til start: Midterregeringen ligner en politisk ommer” af Lars Trier Mogensen. Artiklen analyserer tilbagegangen af støtten til SVM-regeringen i meningsmålingerne, og gætter på, hvilken vej tendenserne flyder. Her er to muligheder, mener Trier Mogensen: Enten stiger støttet pga. den russiske trussel udefra, eller den svækkes fordi der er faldende forbrugertillid (til deres egen købekraft osv.). Et meget reduktivt billede af politik. Ikke fordi analysen som sådan behøver være forkert, men fordi den udelukkende baserer sig på /politics/, ikke på /policy/ (dvs. på politikernes interne kamp om magten, snarere end om de politikker, de reelt gennemfører eller påtænker at gennemføre). Og her lægges politikernes evne til at samle stemmer endda helt uden for deres egen rækkevidde! Politik bliver ikke blot “horce racing”, men en form for metereologi, hvor man på barometret af krig, ufred, økonomisk vækst osv. kan måle og gætte sig frem til næste års valgresultat. Selvfølgelig nævnes undervejs en del politikker, der er gennemført, men der lægges mest vægt på det, SVM-regeringen /ikke/ har gjort. Læg oven i det, at meningsmålingerne desuden kobles sammen med de nylige droneoverflyvninger, og du vil stå tilbage med en politisk analyse der udsletter det politiske af politikken til fordel for eksterne begivenheder og intern dramati
Selvfølgelig bør der være plads til dækning af politics, men samtiidg — når det handler om regeringens tilbagegang i meningsmålingerne — bør det anskues fra policyvinkel samtidig. Ellers risikerer man at fremstille politik udelukkende som et spil, hvad det selvfølgelig også er, eller som spil + nødvendig reaktion på det udefrakommende. At tillægge politikerne noget agens, og deres politikker noget væsentlighed, ville pynte på dækningen.
4 millarder i advokatregning
Til sidst blot en kort kommentar om en ellers fin artikel om udbytteskandalen: “Det “værst tænkelige” nederlag i udbytteskandalen”, skrevet af Louise Schou Drivsholm — igen fra Information.
Artiklen drejer sig om det den tabte sag mod Sanjay Shah, hvor han havde udbyttet staten for over 12 millarder kroner, og som vi indtil videre har brug 4 millarder på at prøve at få tilbage, for så at tabe retssagen. Det er klart, at de engelske domstole, som der også (neutralt) påpeges, har taget en mærkelig beslutning. Det er samtidig klart, at denne mærkelige beslutning behandles neutralt af artiklen, ligesom de fire millarder i advokatregning — vel nok det mest chokerende i udbyttesagen — ikke kommenteres. Hører en gennemsnitslæser tallet “4 millarder” og “topadvokater”, kan man undre sig over, hvorfor retssager skal være så dyre.
Jeg efterlyser ikke, at man i den specifikke artikel medtager denne diskussion, men at man generelt i avisen også giver disse større, ofte underkendte, juridiske og procesuelle problemer plads. Også selvom de er usexede. Således er manglen på jurister i de danske domstole en katastrofe for retssikkerheden, hvis resultater vi kun kan vente på, men som ikke dækkes særlig ofte — vel nærmest kun når det har nyhedsværdi.
Og heri ligger problemet: Nyhedsmedierne er befolkningens primære kilde til viden om samfundet, men meget viden om samfundet er ikke nyhedsstof. En avis som Information bringer dog alligevel en gang imellem artikler, særligt kronikker i oversættelse eller skrevet af prominente danske politiske tænkere, som opvejer dette en smule. Men det kunne sagtens indføres redaktionelt på en mere bastant måde. Lad f.eks. den større weekendudgave have et mere helikopteragtigt blik på samfundet, og inkluder et par artikler til almen oplysning, der berører ugens aktuelle begivenheder.
Skriv et svar