Videnskab og kronik
I onsdagsudgaven af Information interviewes professor Ning de Coninck-Smith om debatten omkring PDO (Mattias Tesfayes term for “Pisse Dårlig Opdragelse”, der flytter diskussionen om dårlige folkeskoler fra systemet og tilbage på forældrene). I den artikel sætter Conick-Smith den nuværende debat ind i en historisk ramme, hvilket ikke betyder andet end: Debatten er et omslag fra en progressiv diskurs til en mere konservativ en af slagsen, hvor vi værdimæssigt bevæger os væk fra den friere pædagogik til den mere disciplinerende.
Det er alt sammen rigtigt nok, men når det formateres som en kronik, lyder det som om det er en indblanding i debatten – hvilket igen betyder, at professorens udtalelser kommer til at stå som et forsvar for Tesfayes linje. Undervisningsministerens tilbagevenden til tidligere tiders pædagogik bliver vurderet rent historisk, og ikke dømt f.eks. pædagogisk eller politisk. At det behandles historisk lader jeg her betyde, at man udelukkende interesserer sig for at følge trends, brud og kontinuitet, og ikke i at vurderingen af disse. Men det er netop en sådan vurdering, er er på spil i sagen her, og i debatten omkring den, og som sådan er indlægget overflødigt. Hvorfor så bringe det? For en idealistisk both-sides-isms skyld? Eller for at “nuancere” debatten? Det lykkes i hvert fald ikke, for her er ingen anden nuancering, end forsøget på at omdanne debatten fra en politisk debat til en historisk pudsig vending.
Dagen efter, i torsdagens udgave af avisen, ser vi så Tesfaye forsvare sin tese om pisse dårlig opdragelse – som ganske sikkert passer fint på nogle af de forældre, der er mest skrivende på AULA. Men henvisningen til, at det kun er elever med ekstra behov, f.eks. dem med diagnoser, der har brug for ekstra hjælp fra systemet, og som Tesfaye vil forsøge at finde midler til, overser (med vilje?), at forældrene også er mere og mere pressede, og derfor ikke har samme tid, som de plejede, til at passe og opdrage deres børn. En disciplinær opdragelse, der går på kæft, trit og retning, bliver et overgreb, hvis ikke den går hånd i hånd med kærlighed og omsorg: to ting, der kræver både tid og overskud fra forældrenes side (for det er ved Gud ikke afslappende at være barneforældre). Problemet er derfor ikke, som Tesfaye insinuerer, at forældre ikke vil opdrage deres børn til at opføre sig ordentligt, men at det er de strukturelle vilkår for den opdragelse, som skal i spil – ikke en ansvarfralæggelse fra en, der rent faktisk kunne ændre på dem, til de magtesløse og i forvejen overbebyrdede forældre. De samme forældre, som vi for øvrigt må give bedre vilkår, hvis vi vil undgå den demografiske krise, som Socialdemokratiet fremhæver, når de skærer på ældreområdet eller vil have os til at arbejde mere og længere: Forældre skal have lyst til at få børn, og gerne flere end to. Ellers kan velfærdssamfundet, som partiet har påpeget, ikke overleve i sin nuværende form. Lad os da undlade at tage sorgerne på forskud, ved allerede nu at nedlægge dele af det.
Spiralsag og liderligere danske embedsmænd
Tilbage til onsdagens udgave af Information, hvor der findes et læserbrev, der kommenterer på spiralsagen: “Spiralsagens oversete perspektiv”, der har en skjult pointe, der muligvis er gået forfatteren forbi. Her peges på det faktum, at Danmark og Grønland i forening gjorde en massiv indsats i at forhøje den grønlandske levealder, der ifølge skribenten var 32 år for mænd og 37,5 år for kvinder i 1950. Alt for lavt, og godt, at der blev gjort noget ved det. Det medførte selvfølgelig “tilstedeværelsen af et betydeligt antal enlige danske mænd”, hvilket betød “en kraftig stigning i antallet af fødsler blandt de 15-19-årige piger”. Altså: Ikke nok med, at der blev gjort overgreb med tvangsspiraler på piger helt ned til 12 år; disse indgreb var i sig selv begrundet i en massiv befolkningstilvækst blandt de helt unge, som skyldtes de danske enlige mænds seksuelle omgang med disse – for flere af dems vedkommende umyndige – piger.
I læserbrevet virker det imidlertid til, at dette skulle være en lempelse af dommen, at vi ganske vist gik over gevind med implementeringen af spiraler og anden prævention, men at det var et forsøg på en løsning af et reelt problem. Et problem, som – kan man ikke undgå at tænke – jo faktisk opstod på grund af “danske enlige mænds” manglende evne til at bruge prævention, når de førførte mindreårige grønlandske piger. Men uddelingen af kondomer på kontorene blev åbenbart ikke taget op som løsning. Informations debatredaktører har dog set humoristisk potentiale ved at placere dette indlæg lige under et indlæg om en udvidelse af skolelærerloven i forbindelse med de nyligt afdækkede overgrebssager, som alt fra socialdemokrater til komikere har vist sig skyldige i.
Politikerchikane, offentlig fordummelse, vold og billedforbud
Før jeg taler om politikerchikane og kulturskrift, vil jeg tage en genvej over en efterhånden lidt ældre film. Jeg tænker jer på The Pelican Brief fra 1993, hvor Julia Roberts og Denzel Washington midt i filmen skal forsøge at opspore en mand, hvis navn de kender, og som de ved hvor arbejder. Men de kan endnu ikke identificere ham, for de ved ikke, hvordan han ser ud. Har han skiftet navn, virksomhed etc., og han er derfor ikke længere mulig at finde, selv for det intelligente og ressourcerige par. Som nutidig seer falder særlig denne sekvens i øjnene, fordi vi i dag kunne slå ham op på telefonen, finde hans SoMe-profiler, og måske endda downloade et billede, han har lagt op for nyligt, og se om han har glemt at rydde det for metadata inden upload, hvilket ville betyde, at hans position, såvel som dato og tidspunkt, lensetype osv., ville være lige til at slå op.
Når der i onsdagsudgaven af Information, i lederen omme på bagsiden, står, at vi må finde på et eller andet at gøre imod den politikervold, der bliver værre og værre, og lægger op til et opgør med vores politiske kultur, overser de mediernes og teknologiernes indflydelse på vores politiske kultur. En hets mod lokalpolitikere i det omfang, vi ser nu (og som, præcis som lederen siger, er et “demokratisk problem”, omend det synes noget underspillet), ville slet ikke have været mulig for 30 år siden. Måske undtagen netop i valgperioden, hvor deres ansigter han i alle lygtepælene, så de er synlige selv om natten, men altså ikke uden for perioderne. Hvis en journalist ikke kunne opspore en mand, hvis navn og tidligere arbejde, de kendte, hvordan skulle en uinteresseret og voldsparat person så opstøve et billede af en lokalpolitiker? Hvor mange kan overhovedet nævne en håndfuld af de lokalpolitikere, der for øjeblikket er valgt ind? Og går vi endnu længere tilbage, til inden reproduktionen af billeder var almen gennemførlig, var det at genkende politikerne endnu sværere. Det samme galdt de kendte osv. Man kendte dem af navn, men ikke af udseende (medmindre dette eksplicit muliggjordes ved salg af miniaturer osv.)
Vi har allerede et forbud mod at bruge reklamer på sociale medier i politisk øjemed. Kunne vi ikke forestille os – om ikke andet som mulighed – at lave et billedforbud når det gælder politik? Og det netop i politikkens tjeneste.
For det er klart, at dem, der kan finde på at køre en politiker i grøften, eller smider “en flaske med brandbar væske” mod en politikers hus, ikke deltager i den politiske debat på nogen demokratisk måde. Al magt til revolutionen, men sådanne har kollektiv karakter. Ikke enkeltepisodisk vold. Bliver denne organiseret, ligner det tværtimod noget brunjakkerne kunne have fundet på i tiden op til og efter nazisternes overtagen af magten.
Tager man billeder, også de levende, ud af politik (hvilket i al fald for lokalpolitik ikke burde gøre så stor forskel), ville det resultere i, at barren for at kende til politik blev højere, og at man skulle knytte an til navne og ideer, snarere end til billeder og omtale. Personfikseringen kunne derfor også falde, hvilket ville være godt for debatten generelt, og voldsepisoder som disse lempes. Den totale synlighed, som politikerne til dels tvinges ved, fordi valgkampen er rykket ind på de sociale medier, og fordi man absolut må hænge sit ansigt op (med undtagelse af enkelte kommuner, der beslutter sig for at lade være), er med til at skabe voldsproblemerne. Samtidig kan vi ikke sige, at det hjælper på den politiske debats kvalitet, eller på kvalificeringen af vælgerne i retning af overvejelse og politisk stillingtagen.
Det er derfor om ikke andet værd at overveje teknologiens formende magt hvad angår den politiske kultur, når nu vi nu engang har konstateret, at der er noget galt med den, og at vi ikke umiddelbart har andre, demokratiske ideer.
International eftergivenhed
I Informations “Højrepopulister er ikke bare Krelm-marionetter” argumenterer Maciej Kisilowski for en pragmatisk konfrontation med højrefløjen, der baserer sig på en særlig læsning af Sovjetunionens fald: Nemlig at den kom som følge af, at vi pådrog os nogle væsentlige dele af den kommunistiske ideologi i form af velfærdssamfundet, dvs. gav efter for kravene, hvilket svækkede unionen, der endelig faldt i 1991. Vi skal efter sigende gøre det samme med højrefløjen: “Det uundgåelige spørgsmål er: Hvilke bekymringer og fordomme hos konservative vælgere kan imødekommes, og hvilke grænser må ikke overskrides?”.
Vi bider imidlertid fat i forskellen på det, der skulle til, for at bekæmpe Soviet, og det, der kræves for at bekæmpe højrefløjen. For at bekæmpe soviet skulle vi kombinere vores politiske friheder med større social lighed i form at en velfærdssamfund finansieret af redistributiv skattepolitik; for at imødekomme højrefløjen må vi give efter på hjælp til Ukraine for at undgå at støtte Rusland yderligere som krigsmagt, give efter på den grønne omstilling og derved lade klimakrisen forværre sig i stadig højere tempo, og medvirke til en etnisk udrensningsproces, der skal tækkes den fanatiske ide om national renhed.
De ting, som vi absolut ikke kan give os på, er jo netop dem, der er konflikt omkring. Den eftergivenhed, der tales om, kommer ikke til at sejre, men vil blot give højrefløjen mere kraft – og er det ikke netop det, vi har set over de sidste 20 år?
Den ekstremt lave rente og det forgældede menneske
Forsidehistorien i Information Weekend handler om Jesper Rangvids nye bog, der dokumenterer et historisk stort rentefald siden 2009, der primært bliver brugt til at sikre “billige” boliger (selvom de jo ikke, undtagen i den mest tekniske forstand, bliver billigere af at renten er mindre). En rigtig god artikel, som jeg blot vil supplere med en anbefaling. Specifikt er det bogen The Making of the Indebted Man af italienske, men franskskrivende, Maurizio Lazzaratos The Making of the Indebted Man (der altså anbefales i oversættelse). Den udlægger neoliberalismen, der netop siden 1980’erne – sammenfaldende med den nye rentepolitik, som Rangvid har dokumenteret – begynder at omskabe arbejdere fra homo laborans (det arbejdende menneske) til homo debitus (det forgældede menneske). Det betyder, at kapitalismens magt ikke skal forstås gennem dens kontrol af arbejdets betingelser, men på baggrund af den gæld, den kan tvinge privatpersoner, institutioner og nationer til at indstifte, og som indskriver dem i strukturer, der – sammen med pengene – giver magten til bankerne og andre finansinstitutioner. Læs den! Læs 20 sider af den! Og læs også artiklen og Rangvids bog.
Venstrefløjens deroute?
I Weekendavisens “Svaret på venstrefløjens deroute” argumenterer den franske politolog Renaud Large for, at resten af venstrefløjene i Europa bør følge det danske socialedemokratis model, og lave strammere indvandrepolitik. Det er den eneste måde, hvorpå de kan bevare magten i mødet med højrefløjen, hvis væsentligste angrebspunkt netop er indvandring. Det er som bekendt retorisk smart at give sin modtager ros, hvis man vil have dem til at lytte, og en artikel som denne kan da også virke malplaceret i en dansk avis, hvis vi allerede gør det, der bliver dikteret, og derfor lade til at få ros uden bagtanke. Ideen bag publiceringen må fra Weekendavisens side derfor være at irettesætte den del af venstreføljen, som modsætter sig Mette Frederiksens hårde linje, og i stedet plæderer for andre løsninger.
Jeg er helt med på, at der er store problemer i forhold til indvandring – men vi må ikke glemme, at Europa som helhed, og Danmark med, har været med til at skabe betingelserne for disse flygtningestrømme. At indoptage flere mennesker i vores lande er desuden nødvendigt med det faldende fødselstal, og vi må derfor finde ud af, hvordan vi gør dette bedst muligt. Her kan vi, som altid, søge inspiration hos de tænkere, der beskæftiger sig med området. At give køb på vores grundværdier går f.eks. ikke, ifølge filosoffen Slavoj Zizek, men det betyder ikke, at vi med vold skal lukke af for indvandring (og med vold må det blive – ellers skulle vi tro på, at de bliver væk når vi spørger pænt): Pointen bliver snarere, for Zizek, at vi må tage det oprør med islam, som vi tog med kristendommen for ikke særlig længe siden, og finde ud af en måde, hvor vi kan eksistere sammen i en fælles kultur, hvor der er plads til individuel og gruppemæssig forskellighed, uden at der bliver tale om parallelsamfund.
Giver venstrefløjen sig, som Large argumenterer for, ignorerer den noget af det, der definerer den: Sin universalisme og sin tro på menneskets ret til at eksistere. At humanismen, som venstrefløjen bredt går ind for, ikke behøver være blåøjet og tillade sine fjender plads i de styrende organer, er en anden ting. Men den må vedblive at tro på sig selv og sin egen mission.
Denne udgave af humanismens forsvar indrammer for så vidt også den kritik, der kan gives af Sjúdrrur Skaales kronik “Når gaderåb bliver til kampråb”. I artiklen gøres jihad, den ekstreme del, vel at mærke, ikke den der lægger op til velgørenhed og næstekærlighed, til djævlens værk, til den største udfordring for fred. Det er særligt den del af Hamas’ soldater, der er villige til at dø for deres sag, der udlægges som religiøst raseri. Men vi må huske på, at det ikke er villigheden til at dø for sin sag, vi må angribe – så skal vi også gøre det for de ukraniske soldater, der forsvarer deres frihed over for den russiske invasion, eller de israelske soldater, der vel at mærke også sætter livet på spil i krigen. Vi må i stedet koncentrere os om at kritisere den verden, de kæmper for, og dermed også anerkende Israels overgreb, deres vedvarende bosættelser, økonomiske overmagt osv., som jo danner reel grund for utilfredshed. Radikaliseringen kommer ikke på baggrund af ingen ting, og skal vi angribe jihad, kan vi for min skyld fint gøre det, men vi må ikke tro, at vi dermed har løst noget. Ekstremiseringen er led i en global mangel på forståelsesvilje, og en generel mangel på vilje til at gå i kødet på islam på nogen ordentlig måde, sådan som Zizel anbefaler. Og der er masser af muslimer, der – som Skaale skriver om i poetiske vendinger – ønsker fred. Ingen ønsker krig og mere krig – så er det kun for at opnå fred på et andet tidspunkt. Og ja, vi skal væk fra freden i himlen, ligesom vi skulle væk fra den med kristendommen. Men det opnås ikke ved at undertvinge en hel befolkning, men ved at omvende tænkningen, og gøre religionen tam på samme måde som kristendommen – i hvert fald i Nordeuropa – er blevet tæmmet. Religioner har det med at sætte sig godt fast i sine befolkninger, og humanismen må sidde lige så godt fast, hvis ikke den skal slå om i sin modsætning.
Intelligente bleer og disciplinerede ældre
I en artikel fra DR (for øjeblikket) kaldet “Plejehjemsbeboere skal have sensorer i bleen for at spare kommunen penge – og det splitter vælgerne”, fortælles det, at der er kommet en teknologisk løsning på den kroniske underbemanding i ældreplejen. Løsningen er intelligente bleer, briller der automatisk frigiver øjendråber osv., således at de gamle kan få den fysiske pleje de har brug for, uden på nogen måde at råde bod på den stress og forvirring, og ydmygende umenneskelige behandling, som de er udsat for, og har været udsat for i en årrække. Disse synspunkter fanges nævnes i dele af den vox-pop, der udgør debatdelen af artiklen. Og omend det ikke er særlig grundigt, er det bedre en ingenting. Men der mangler et andet perspektiv: det overvågningsskeptiske.
Shoshana Zuboff skriver i begyndelsen af sin bog Overvågningskapitalismens tidsalder om den oprindelige vision af “det intelligente hjem”. Her forestillede man sig at computerteknologien skulle assistere os på måder, der ikke før har været mulig – som i de sci-fi-film, vi alle tænker på. Samtidig slog de dog fast, at dette måtte styres af et netværk, der kun var i huset, og som ikke var koblet til andre netværk, for at bevare retten til privatliv. Ellers bliver sådan noget som overvågning af hjerterytme, vægt, bevægemønstre osv. til disciplineringsmekanismer, som vi kender det fra Foucaults Overvågning og straf, eller – som Zuboff gør opmærksom på – til en del af overvågningskapitalismen i form af råstoff, der kan bearbejdes og sælges på markedet for adfærds-futures. Det kunne f.eks. fungere sådan, at alt det intelligente udstyr er koblet op på et netværk, der sender brugerdata tilbage til de medicinalvirksomheder, der har udviklet dem. De bruger dem til at udvikle deres egne produkter, men kan også analysere på dataen og sælge den videre på medicinalmarkedet. Det kan f.eks. ske i form af data om, hvordan ældre bevæger sig, hvor mange gange en ble skal skiftes osv. Information, som man – som Google gør nu – fra virksomhedernes side kan argumentere for er anonymiseret, men som kommer brugeren til gode. Produkterne kan jo forbedres! Og sælger man til andre medicinalvirksomheder, eller til dem, der vil lave politiske kampagner etc., er det jo kun for at udbrede disse goder.
Imidlertid må vi ikke lade os narre. At sælge adfærd vil her betyde omdannelsen af mennesker til råstof, og udvidelsen af markedet for automatisk pleje af ældre. Jo bedre udstyret bliver, des svagere vil argumentet for menneskelig hjemmepleje blive, fordi argumentet bliver rent psykisk. Kan man så installere små robotter, der kan tale med de ældre (hvad man allerede gør), vil argumentet svækkes yderligere, og vi risikerer at leve i en verden, hvor velfærden reduceres til det målbare (og derfor “videnskabelige”), hvilket ikke vil komme de ansatte, der ikke længere har et arbejde til gode, lige så lidt som det vil komme de ældre til gode. Til gengæld vil den industri, der opstår omkring plejemidler til ældre, have kronede dage.
En sådan kritik falder uden for DRs sædvanlige nyhedsdækning, med deres særlige journalist-skjulende neutralitetsopfattelse. Men man kunne godt have interviewet en person, der kunne kaldes ekspert (f.eks. en fra et universitet, eller en, der har skrevet en bog om overvågning, kapitalisering etc.), for at få denne kritik frem. Teknologiskepsis ligger den almindelige dansker fjernt, og ligger de fleste mennesker fjernt, fordi det altid giver os noget umiddelbart tillokkende – men vi bør altid være opmærksomme på disse tilsyneladende fordeles bagvedlæggende motiver og konsekvenser.
Demokratisk krise i FN
DR har ligeldes dækket den demokratiske krise i FN, som opstod efter at USA formåede at udsætte forhandlingen af en klimaskat på skibsfart ved at disruptere mødet, og umuliggøre dialog. Artiklen hedder “ANALYSE Sådan lykkedes USA med at spænde ben for historisk klimaaftale”, hvor processen fremgår: USAs repræsentanter råbte for at blive hørt, erklærede FN for udemokratisk, truede de andre nationer med repressalier, hvis de ikke stemte imod aftalen, og opførte sig i det hele taget som den store bølle, de efter Trumps eksempel forsøger at være overalt.
Det er selvfølgelig USAs adfærd, der er udemokratisk, ikke FN. Imidlertid savner jeg den dybere analyse af, hvorfor USA opfører sig som det gør. Som der gøres opmærksom på i artiklen, har det at forpurre aftalen på længere sigt negative konsekvenser – også for USA. Det kan derfor ikke være det økonomiske incitament (alene), der bestemmer USAs opførsel. I stedet må vi se på deres erklæringer af FNs manglende demokrati, og på det, de sætter i stedet: De magtfuldes magt over de svage, det i egentlig forstand antidemokratiske. Bag USAs erklæring om FNs udemokratiske væsen, ligger derfor en antidemokratisk vilje, en vilje til at trumfe egen politik igennem på bekostning af demokratiet, som altid har karakteriseret USA, men som under Trump er kommet helt åbent til skue. Og vigtigere endnu: at skabe en verden hvor dette er det selvfølgelige og gode. Det er på samme tid den yderste højrefløjs projekt, og vi bør ikke være blinde for denne side af begivenhederne. At DR ikke kommenterer på det, virker næsten som en selvfølge, men som Danmarks mest benyttede nyhedsmedie, der oven i købet er bundet af en public service-kontrakt, skylder DR sine læsere mere dybdegående analyse. Lidt mere, end de giver.
Skriv et svar