For 10 dage siden rapporterede DR, at den nye aftale om beskyttelse af børn på internettet, specifikt hvad angår aldersgrænser på sociale medier, er blevet rost af Red Barnet og lignende organisationer. Enhedslisten og Alternativet forlod aftalen, fordi de mente den var for uambitiøs.
Hvad der imidlertid mangler i rapporteringen, og som fremhæves andre steder i verden, hvor lignende lovning indføres (se f.eks. denne opinionsartikel), er, at en sådan lovgivning jo også skal gennemføres – og at en sådan gennemførelse de facto giver staten kontrol over internettet, som de har i Rusland og Kina. I Storbritannien er der således, med udgangspunkt i præcis sådan en børnebeskyttelseslov, forsøg på at blokere Wikipedia på skolerne – i børnenes tjeneste selvfølgelig. Den amerikanske bevægelse med at forbyde bøger rykker ind i Europa, og Danmark og Storbritannien følger som bekendt hinanden.
Samtidig har vi i Danmark et meget udbygget system til digital identifikation – MitID – og skal man til at logge ind på de sociale medier med MitID, vil denne data selvfølgelig blive gemt af staten. Registersammenkøringen vil derfor blive endnu mere ekstrem, hvis vores adfærd på de sociale medier knyttes op på vores CPR-nummer.
Da YouTube tilbage i 2013 begyndte at påkræve, at alle konti var knyttet op på en Google-konto, snarere end blot en YouTube-konto, var argumenterne imod det bl.a. anonymitet: Vi har ikke nødvendigvis lyst til, at den emailadresse, vi bruger til arbejde, er knyttet til vores liv og kommentarer på internettet. Dvs. at det er retten til anonymitet på nettet, som forsvandt. Med årene er dette gået i glemmebogen, på samme måde som overvågningskameradebatten i Danmark, som fyldte meget med bandepakkerne sidst i halvfemserne og først i nullerne, også er blevet glemt. Vi har vænnet os til, at vi lever i en post-privacy verden, som visse teoretikere har kaldt det. Men vi lever endnu ikke en verden, hvor dette tab af privatliv kommer staten til gode.
Derfor er det vigtigt, at vi har øje for, at problem og løsning svarer til hinanden. Det er klart, at børn ikke skal sidde og doomscrolle – hvad voksne for øvrigt heller ikke skal – men hvis løsningen er at staten skal kontrollere hvem der må logge på sociale medier, er det måske ikke det værd. Infrastrukturen vil f.eks. være på plads til at lade det skadelige indhold for børn (dvs. alle under 18, der egentlig bør udvikle deres evne til politisk og demokratisk deltagelse), inkludere alt det, der tillader dem at kritisere “status quo”, “danske værdier”, “demokratiske værdier”, eller hvad vi ellers kan finde på at kalde det. Og infrastrukturen vil ligeledes tillade at man f.eks. blokerer for kriminelle eller opfattede kriminelles adgang til de sociale medier, hvilket kun forværre den kriminaliseringstendens, vi ser i dansk politik for øjeblikket (hvor “kriminel” går fra at være en beskrivelse af lovoverskridere til at være en naturaliseret tilbøjelighed til at bryde loven – hvorfor Hummelgaard mener at kunne fange dem inden de begår kriminalitet: ved at måle på deres digitale kranier i form af deres indlæg og kommentarer på sociale medier).
Skriv et svar