Justitsministeren skal i den bedste af alle verdener sørge for retssikkerheden i Danmark. I den værste af alle verdener, bruger han sin evne til at bestemme, hvem der er kriminielle, og sin voldskompetence, til at udøve vilkårlig magt. Vi befinder os ikke i nogle af disse verdener, men et sted midt imellem. Med Peter Hummelgaard har vi dog bevæget os et godt stykke væk fra retssikkerheden og i retning af overvågning og kriminalisering.
Efter at komme hjem fra forhandlingerne i EU, beklagede han, at hans ønske om at få AI til at analysere billedindhold i alle de beskeder, vi sender til hinanden, for børnrpornografisk indhold, ikke gik igennem (artikel her). Som jeg skrev i et tidligere indlæg, må vi altid veje mål og midler. Og midlerne ville i denne sammenhæng udgøre et større onde end det gode, de ville effektuere.
Det er f.eks. sigende, at der aldrig gives statistik over disse mange børn, som de forsøger at beskytte. Hvor stort problem er børneporno og udnyttelse deraf? Selvfølgelig er det forfærdeligt for dem, det går ud over, men det må sammenlignes med det totale tab af frie kommunikationskanaler, som staten ikke kan analysere og kriminalisere borgerne ud fra. Dvs. at vi må opveje demokratiske grundrettigheder mod et socialt problem. Og her må vi huske, at demokratiet i sig selv hører til blandt de største politiske goder, vi har, da det er grundlaget for, at sociale problemer med nødvendighed kommer på dagsordenen.
Skriv et svar