Totalitarisme

Forfatter: ESC

  • Intelligente bleer, politisk kultur og antidemokratiske forhandlinger

    Videnskab og kronik

    I onsdagsudgaven af Information interviewes professor Ning de Coninck-Smith om debatten omkring PDO (Mattias Tesfayes term for “Pisse Dårlig Opdragelse”, der flytter diskussionen om dårlige folkeskoler fra systemet og tilbage på forældrene). I den artikel sætter Conick-Smith den nuværende debat ind i en historisk ramme, hvilket ikke betyder andet end: Debatten er et omslag fra en progressiv diskurs til en mere konservativ en af slagsen, hvor vi værdimæssigt bevæger os væk fra den friere pædagogik til den mere disciplinerende.

    Det er alt sammen rigtigt nok, men når det formateres som en kronik, lyder det som om det er en indblanding i debatten – hvilket igen betyder, at professorens udtalelser kommer til at stå som et forsvar for Tesfayes linje. Undervisningsministerens tilbagevenden til tidligere tiders pædagogik bliver vurderet rent historisk, og ikke dømt f.eks. pædagogisk eller politisk. At det behandles historisk lader jeg her betyde, at man udelukkende interesserer sig for at følge trends, brud og kontinuitet, og ikke i at vurderingen af disse. Men det er netop en sådan vurdering, er er på spil i sagen her, og i debatten omkring den, og som sådan er indlægget overflødigt. Hvorfor så bringe det? For en idealistisk both-sides-isms skyld? Eller for at “nuancere” debatten? Det lykkes i hvert fald ikke, for her er ingen anden nuancering, end forsøget på at omdanne debatten fra en politisk debat til en historisk pudsig vending.

    Dagen efter, i torsdagens udgave af avisen, ser vi så Tesfaye forsvare sin tese om pisse dårlig opdragelse – som ganske sikkert passer fint på nogle af de forældre, der er mest skrivende på AULA. Men henvisningen til, at det kun er elever med ekstra behov, f.eks. dem med diagnoser, der har brug for ekstra hjælp fra systemet, og som Tesfaye vil forsøge at finde midler til, overser (med vilje?), at forældrene også er mere og mere pressede, og derfor ikke har samme tid, som de plejede, til at passe og opdrage deres børn. En disciplinær opdragelse, der går på kæft, trit og retning, bliver et overgreb, hvis ikke den går hånd i hånd med kærlighed og omsorg: to ting, der kræver både tid og overskud fra forældrenes side (for det er ved Gud ikke afslappende at være barneforældre). Problemet er derfor ikke, som Tesfaye insinuerer, at forældre ikke vil opdrage deres børn til at opføre sig ordentligt, men at det er de strukturelle vilkår for den opdragelse, som skal i spil – ikke en ansvarfralæggelse fra en, der rent faktisk kunne ændre på dem, til de magtesløse og i forvejen overbebyrdede forældre. De samme forældre, som vi for øvrigt må give bedre vilkår, hvis vi vil undgå den demografiske krise, som Socialdemokratiet fremhæver, når de skærer på ældreområdet eller vil have os til at arbejde mere og længere: Forældre skal have lyst til at få børn, og gerne flere end to. Ellers kan velfærdssamfundet, som partiet har påpeget, ikke overleve i sin nuværende form. Lad os da undlade at tage sorgerne på forskud, ved allerede nu at nedlægge dele af det.

    Spiralsag og liderligere danske embedsmænd

    Tilbage til onsdagens udgave af Information, hvor der findes et læserbrev, der kommenterer på spiralsagen: “Spiralsagens oversete perspektiv”, der har en skjult pointe, der muligvis er gået forfatteren forbi. Her peges på det faktum, at Danmark og Grønland i forening gjorde en massiv indsats i at forhøje den grønlandske levealder, der ifølge skribenten var 32 år for mænd og 37,5 år for kvinder i 1950. Alt for lavt, og godt, at der blev gjort noget ved det. Det medførte selvfølgelig “tilstedeværelsen af et betydeligt antal enlige danske mænd”, hvilket betød “en kraftig stigning i antallet af fødsler blandt de 15-19-årige piger”. Altså: Ikke nok med, at der blev gjort overgreb med tvangsspiraler på piger helt ned til 12 år; disse indgreb var i sig selv begrundet i en massiv befolkningstilvækst blandt de helt unge, som skyldtes de danske enlige mænds seksuelle omgang med disse – for flere af dems vedkommende umyndige – piger.

    I læserbrevet virker det imidlertid til, at dette skulle være en lempelse af dommen, at vi ganske vist gik over gevind med implementeringen af spiraler og anden prævention, men at det var et forsøg på en løsning af et reelt problem. Et problem, som – kan man ikke undgå at tænke – jo faktisk opstod på grund af “danske enlige mænds” manglende evne til at bruge prævention, når de førførte mindreårige grønlandske piger. Men uddelingen af kondomer på kontorene blev åbenbart ikke taget op som løsning. Informations debatredaktører har dog set humoristisk potentiale ved at placere dette indlæg lige under et indlæg om en udvidelse af skolelærerloven i forbindelse med de nyligt afdækkede overgrebssager, som alt fra socialdemokrater til komikere har vist sig skyldige i.

    Politikerchikane, offentlig fordummelse, vold og billedforbud

    Før jeg taler om politikerchikane og kulturskrift, vil jeg tage en genvej over en efterhånden lidt ældre film. Jeg tænker jer på The Pelican Brief fra 1993, hvor Julia Roberts og Denzel Washington midt i filmen skal forsøge at opspore en mand, hvis navn de kender, og som de ved hvor arbejder. Men de kan endnu ikke identificere ham, for de ved ikke, hvordan han ser ud. Har han skiftet navn, virksomhed etc., og han er derfor ikke længere mulig at finde, selv for det intelligente og ressourcerige par. Som nutidig seer falder særlig denne sekvens i øjnene, fordi vi i dag kunne slå ham op på telefonen, finde hans SoMe-profiler, og måske endda downloade et billede, han har lagt op for nyligt, og se om han har glemt at rydde det for metadata inden upload, hvilket ville betyde, at hans position, såvel som dato og tidspunkt, lensetype osv., ville være lige til at slå op.

    Når der i onsdagsudgaven af Information, i lederen omme på bagsiden, står, at vi må finde på et eller andet at gøre imod den politikervold, der bliver værre og værre, og lægger op til et opgør med vores politiske kultur, overser de mediernes og teknologiernes indflydelse på vores politiske kultur. En hets mod lokalpolitikere i det omfang, vi ser nu (og som, præcis som lederen siger, er et “demokratisk problem”, omend det synes noget underspillet), ville slet ikke have været mulig for 30 år siden. Måske undtagen netop i valgperioden, hvor deres ansigter han i alle lygtepælene, så de er synlige selv om natten, men altså ikke uden for perioderne. Hvis en journalist ikke kunne opspore en mand, hvis navn og tidligere arbejde, de kendte, hvordan skulle en uinteresseret og voldsparat person så opstøve et billede af en lokalpolitiker? Hvor mange kan overhovedet nævne en håndfuld af de lokalpolitikere, der for øjeblikket er valgt ind? Og går vi endnu længere tilbage, til inden reproduktionen af billeder var almen gennemførlig, var det at genkende politikerne endnu sværere. Det samme galdt de kendte osv. Man kendte dem af navn, men ikke af udseende (medmindre dette eksplicit muliggjordes ved salg af miniaturer osv.)

    Vi har allerede et forbud mod at bruge reklamer på sociale medier i politisk øjemed. Kunne vi ikke forestille os – om ikke andet som mulighed – at lave et billedforbud når det gælder politik? Og det netop i politikkens tjeneste.

    For det er klart, at dem, der kan finde på at køre en politiker i grøften, eller smider “en flaske med brandbar væske” mod en politikers hus, ikke deltager i den politiske debat på nogen demokratisk måde. Al magt til revolutionen, men sådanne har kollektiv karakter. Ikke enkeltepisodisk vold. Bliver denne organiseret, ligner det tværtimod noget brunjakkerne kunne have fundet på i tiden op til og efter nazisternes overtagen af magten.

    Tager man billeder, også de levende, ud af politik (hvilket i al fald for lokalpolitik ikke burde gøre så stor forskel), ville det resultere i, at barren for at kende til politik blev højere, og at man skulle knytte an til navne og ideer, snarere end til billeder og omtale. Personfikseringen kunne derfor også falde, hvilket ville være godt for debatten generelt, og voldsepisoder som disse lempes. Den totale synlighed, som politikerne til dels tvinges ved, fordi valgkampen er rykket ind på de sociale medier, og fordi man absolut må hænge sit ansigt op (med undtagelse af enkelte kommuner, der beslutter sig for at lade være), er med til at skabe voldsproblemerne. Samtidig kan vi ikke sige, at det hjælper på den politiske debats kvalitet, eller på kvalificeringen af vælgerne i retning af overvejelse og politisk stillingtagen.

    Det er derfor om ikke andet værd at overveje teknologiens formende magt hvad angår den politiske kultur, når nu vi nu engang har konstateret, at der er noget galt med den, og at vi ikke umiddelbart har andre, demokratiske ideer.

    International eftergivenhed

    I Informations “Højrepopulister er ikke bare Krelm-marionetter” argumenterer Maciej Kisilowski for en pragmatisk konfrontation med højrefløjen, der baserer sig på en særlig læsning af Sovjetunionens fald: Nemlig at den kom som følge af, at vi pådrog os nogle væsentlige dele af den kommunistiske ideologi i form af velfærdssamfundet, dvs. gav efter for kravene, hvilket svækkede unionen, der endelig faldt i 1991. Vi skal efter sigende gøre det samme med højrefløjen: “Det uundgåelige spørgsmål er: Hvilke bekymringer og fordomme hos konservative vælgere kan imødekommes, og hvilke grænser må ikke overskrides?”.

    Vi bider imidlertid fat i forskellen på det, der skulle til, for at bekæmpe Soviet, og det, der kræves for at bekæmpe højrefløjen. For at bekæmpe soviet skulle vi kombinere vores politiske friheder med større social lighed i form at en velfærdssamfund finansieret af redistributiv skattepolitik; for at imødekomme højrefløjen må vi give efter på hjælp til Ukraine for at undgå at støtte Rusland yderligere som krigsmagt, give efter på den grønne omstilling og derved lade klimakrisen forværre sig i stadig højere tempo, og medvirke til en etnisk udrensningsproces, der skal tækkes den fanatiske ide om national renhed.

    De ting, som vi absolut ikke kan give os på, er jo netop dem, der er konflikt omkring. Den eftergivenhed, der tales om, kommer ikke til at sejre, men vil blot give højrefløjen mere kraft – og er det ikke netop det, vi har set over de sidste 20 år?

    Den ekstremt lave rente og det forgældede menneske

    Forsidehistorien i Information Weekend handler om Jesper Rangvids nye bog, der dokumenterer et historisk stort rentefald siden 2009, der primært bliver brugt til at sikre “billige” boliger (selvom de jo ikke, undtagen i den mest tekniske forstand, bliver billigere af at renten er mindre). En rigtig god artikel, som jeg blot vil supplere med en anbefaling. Specifikt er det bogen The Making of the Indebted Man af italienske, men franskskrivende, Maurizio Lazzaratos The Making of the Indebted Man (der altså anbefales i oversættelse). Den udlægger neoliberalismen, der netop siden 1980’erne – sammenfaldende med den nye rentepolitik, som Rangvid har dokumenteret – begynder at omskabe arbejdere fra homo laborans (det arbejdende menneske) til homo debitus (det forgældede menneske). Det betyder, at kapitalismens magt ikke skal forstås gennem dens kontrol af arbejdets betingelser, men på baggrund af den gæld, den kan tvinge privatpersoner, institutioner og nationer til at indstifte, og som indskriver dem i strukturer, der – sammen med pengene – giver magten til bankerne og andre finansinstitutioner. Læs den! Læs 20 sider af den! Og læs også artiklen og Rangvids bog.

    Venstrefløjens deroute?

    I Weekendavisens “Svaret på venstrefløjens deroute” argumenterer den franske politolog Renaud Large for, at resten af venstrefløjene i Europa bør følge det danske socialedemokratis model, og lave strammere indvandrepolitik. Det er den eneste måde, hvorpå de kan bevare magten i mødet med højrefløjen, hvis væsentligste angrebspunkt netop er indvandring. Det er som bekendt retorisk smart at give sin modtager ros, hvis man vil have dem til at lytte, og en artikel som denne kan da også virke malplaceret i en dansk avis, hvis vi allerede gør det, der bliver dikteret, og derfor lade til at få ros uden bagtanke. Ideen bag publiceringen må fra Weekendavisens side derfor være at irettesætte den del af venstreføljen, som modsætter sig Mette Frederiksens hårde linje, og i stedet plæderer for andre løsninger.

    Jeg er helt med på, at der er store problemer i forhold til indvandring – men vi må ikke glemme, at Europa som helhed, og Danmark med, har været med til at skabe betingelserne for disse flygtningestrømme. At indoptage flere mennesker i vores lande er desuden nødvendigt med det faldende fødselstal, og vi må derfor finde ud af, hvordan vi gør dette bedst muligt. Her kan vi, som altid, søge inspiration hos de tænkere, der beskæftiger sig med området. At give køb på vores grundværdier går f.eks. ikke, ifølge filosoffen Slavoj Zizek, men det betyder ikke, at vi med vold skal lukke af for indvandring (og med vold må det blive – ellers skulle vi tro på, at de bliver væk når vi spørger pænt): Pointen bliver snarere, for Zizek, at vi må tage det oprør med islam, som vi tog med kristendommen for ikke særlig længe siden, og finde ud af en måde, hvor vi kan eksistere sammen i en fælles kultur, hvor der er plads til individuel og gruppemæssig forskellighed, uden at der bliver tale om parallelsamfund.

    Giver venstrefløjen sig, som Large argumenterer for, ignorerer den noget af det, der definerer den: Sin universalisme og sin tro på menneskets ret til at eksistere. At humanismen, som venstrefløjen bredt går ind for, ikke behøver være blåøjet og tillade sine fjender plads i de styrende organer, er en anden ting. Men den må vedblive at tro på sig selv og sin egen mission.

    Denne udgave af humanismens forsvar indrammer for så vidt også den kritik, der kan gives af Sjúdrrur Skaales kronik “Når gaderåb bliver til kampråb”. I artiklen gøres jihad, den ekstreme del, vel at mærke, ikke den der lægger op til velgørenhed og næstekærlighed, til djævlens værk, til den største udfordring for fred. Det er særligt den del af Hamas’ soldater, der er villige til at dø for deres sag, der udlægges som religiøst raseri. Men vi må huske på, at det ikke er villigheden til at dø for sin sag, vi må angribe – så skal vi også gøre det for de ukraniske soldater, der forsvarer deres frihed over for den russiske invasion, eller de israelske soldater, der vel at mærke også sætter livet på spil i krigen. Vi må i stedet koncentrere os om at kritisere den verden, de kæmper for, og dermed også anerkende Israels overgreb, deres vedvarende bosættelser, økonomiske overmagt osv., som jo danner reel grund for utilfredshed. Radikaliseringen kommer ikke på baggrund af ingen ting, og skal vi angribe jihad, kan vi for min skyld fint gøre det, men vi må ikke tro, at vi dermed har løst noget. Ekstremiseringen er led i en global mangel på forståelsesvilje, og en generel mangel på vilje til at gå i kødet på islam på nogen ordentlig måde, sådan som Zizel anbefaler. Og der er masser af muslimer, der – som Skaale skriver om i poetiske vendinger – ønsker fred. Ingen ønsker krig og mere krig – så er det kun for at opnå fred på et andet tidspunkt. Og ja, vi skal væk fra freden i himlen, ligesom vi skulle væk fra den med kristendommen. Men det opnås ikke ved at undertvinge en hel befolkning, men ved at omvende tænkningen, og gøre religionen tam på samme måde som kristendommen – i hvert fald i Nordeuropa – er blevet tæmmet. Religioner har det med at sætte sig godt fast i sine befolkninger, og humanismen må sidde lige så godt fast, hvis ikke den skal slå om i sin modsætning.

    Intelligente bleer og disciplinerede ældre

    I en artikel fra DR (for øjeblikket) kaldet “Plejehjemsbeboere skal have sensorer i bleen for at spare kommunen penge – og det splitter vælgerne”, fortælles det, at der er kommet en teknologisk løsning på den kroniske underbemanding i ældreplejen. Løsningen er intelligente bleer, briller der automatisk frigiver øjendråber osv., således at de gamle kan få den fysiske pleje de har brug for, uden på nogen måde at råde bod på den stress og forvirring, og ydmygende umenneskelige behandling, som de er udsat for, og har været udsat for i en årrække. Disse synspunkter fanges nævnes i dele af den vox-pop, der udgør debatdelen af artiklen. Og omend det ikke er særlig grundigt, er det bedre en ingenting. Men der mangler et andet perspektiv: det overvågningsskeptiske.

    Shoshana Zuboff skriver i begyndelsen af sin bog Overvågningskapitalismens tidsalder om den oprindelige vision af “det intelligente hjem”. Her forestillede man sig at computerteknologien skulle assistere os på måder, der ikke før har været mulig – som i de sci-fi-film, vi alle tænker på. Samtidig slog de dog fast, at dette måtte styres af et netværk, der kun var i huset, og som ikke var koblet til andre netværk, for at bevare retten til privatliv. Ellers bliver sådan noget som overvågning af hjerterytme, vægt, bevægemønstre osv. til disciplineringsmekanismer, som vi kender det fra Foucaults Overvågning og straf, eller – som Zuboff gør opmærksom på – til en del af overvågningskapitalismen i form af råstoff, der kan bearbejdes og sælges på markedet for adfærds-futures. Det kunne f.eks. fungere sådan, at alt det intelligente udstyr er koblet op på et netværk, der sender brugerdata tilbage til de medicinalvirksomheder, der har udviklet dem. De bruger dem til at udvikle deres egne produkter, men kan også analysere på dataen og sælge den videre på medicinalmarkedet. Det kan f.eks. ske i form af data om, hvordan ældre bevæger sig, hvor mange gange en ble skal skiftes osv. Information, som man – som Google gør nu – fra virksomhedernes side kan argumentere for er anonymiseret, men som kommer brugeren til gode. Produkterne kan jo forbedres! Og sælger man til andre medicinalvirksomheder, eller til dem, der vil lave politiske kampagner etc., er det jo kun for at udbrede disse goder.

    Imidlertid må vi ikke lade os narre. At sælge adfærd vil her betyde omdannelsen af mennesker til råstof, og udvidelsen af markedet for automatisk pleje af ældre. Jo bedre udstyret bliver, des svagere vil argumentet for menneskelig hjemmepleje blive, fordi argumentet bliver rent psykisk. Kan man så installere små robotter, der kan tale med de ældre (hvad man allerede gør), vil argumentet svækkes yderligere, og vi risikerer at leve i en verden, hvor velfærden reduceres til det målbare (og derfor “videnskabelige”), hvilket ikke vil komme de ansatte, der ikke længere har et arbejde til gode, lige så lidt som det vil komme de ældre til gode. Til gengæld vil den industri, der opstår omkring plejemidler til ældre, have kronede dage.

    En sådan kritik falder uden for DRs sædvanlige nyhedsdækning, med deres særlige journalist-skjulende neutralitetsopfattelse. Men man kunne godt have interviewet en person, der kunne kaldes ekspert (f.eks. en fra et universitet, eller en, der har skrevet en bog om overvågning, kapitalisering etc.), for at få denne kritik frem. Teknologiskepsis ligger den almindelige dansker fjernt, og ligger de fleste mennesker fjernt, fordi det altid giver os noget umiddelbart tillokkende – men vi bør altid være opmærksomme på disse tilsyneladende fordeles bagvedlæggende motiver og konsekvenser.

    Demokratisk krise i FN

    DR har ligeldes dækket den demokratiske krise i FN, som opstod efter at USA formåede at udsætte forhandlingen af en klimaskat på skibsfart ved at disruptere mødet, og umuliggøre dialog. Artiklen hedder “ANALYSE Sådan lykkedes USA med at spænde ben for historisk klimaaftale”, hvor processen fremgår: USAs repræsentanter råbte for at blive hørt, erklærede FN for udemokratisk, truede de andre nationer med repressalier, hvis de ikke stemte imod aftalen, og opførte sig i det hele taget som den store bølle, de efter Trumps eksempel forsøger at være overalt.

    Det er selvfølgelig USAs adfærd, der er udemokratisk, ikke FN. Imidlertid savner jeg den dybere analyse af, hvorfor USA opfører sig som det gør. Som der gøres opmærksom på i artiklen, har det at forpurre aftalen på længere sigt negative konsekvenser – også for USA. Det kan derfor ikke være det økonomiske incitament (alene), der bestemmer USAs opførsel. I stedet må vi se på deres erklæringer af FNs manglende demokrati, og på det, de sætter i stedet: De magtfuldes magt over de svage, det i egentlig forstand antidemokratiske. Bag USAs erklæring om FNs udemokratiske væsen, ligger derfor en antidemokratisk vilje, en vilje til at trumfe egen politik igennem på bekostning af demokratiet, som altid har karakteriseret USA, men som under Trump er kommet helt åbent til skue. Og vigtigere endnu: at skabe en verden hvor dette er det selvfølgelige og gode. Det er på samme tid den yderste højrefløjs projekt, og vi bør ikke være blinde for denne side af begivenhederne. At DR ikke kommenterer på det, virker næsten som en selvfølge, men som Danmarks mest benyttede nyhedsmedie, der oven i købet er bundet af en public service-kontrakt, skylder DR sine læsere mere dybdegående analyse. Lidt mere, end de giver.

  • Retsstat, diskursskred og samliv

    Retsstat for hvide mennesker: DR og regeringens ønske om med tilbagevirkende kraft at fratage ikke-vestlige indvandrere deres allerede tildelte folkepension

    DR har for nyligt været skandaleramt på grund af nogle åbent pro-palæstinensiske journalister, hvorfor mediehuset af politikerne er blevet anklaget for at være for politisk. Det skal være neutralt og holde sig til public service, forstås! Et stats-støttet mediehus, hvor chefen må gå af, når politikerne bliver sure over det, deres ansatte foretager sig af lovlige aktiviteter, burde allerede være under mistanke for at være under omdannelse til stats-styret mediehus – men lad nu det ligge. DR blev under sidste periode af den kolde krig beskyldt for at være “ræverøde”, så det er ikke en ny klage. Jeg ved ikke, om politikerne dengang var efter DR også, men i dag, hvor vi ser flere og flere statsledere bliver mere og mere autoritære, og hvor de bruger deres økonomiske og politiske magt til at presse medierne til ikke at stritte for meget imod, bør vi være opmærksomme.

    Det gælder selvfølgelig også, når medierne så begynder at lytte efter. Dvs. når de begynder at blive politiske i “volvoblå” retning.

    I en artikel fra DR Nyheder d. 8. oktober, skrevet af Mette Pabst, udlægges regeringens udtalelser om, at de vil “genåbne “visse” førtidspensionsager med henblik på at frakende førtidspensioner, som allerede er blevet tilkendt”. Ud fra artiklens titel er det let at gætte, hvad blikfangsideen har været: “Førtidspensionister kan miste deres pension: Regeringen vil genåbne “visse” sager” med underrubrikken: “Hvem der bliver ramt, og hvordan sagerne skal vurderes, er endnu uklart”. Det er den hvide dansker på førtidspension, og deres omgangskreds, der i første omgang appelleres til. Appellen er dog misvisende, da regeringen betænker at lade det ramme de ikke-vestlige indvandreres førtidspension. Officielt fordi deres andel af førtidspensionen er stigende, mindre officielt fordi det er et symbolsk godt sted at spare, da vælgerbasen bredt sig tænkes at være enige.

    Blandt de politikere, der interviewes, er der da heller ingen der specifikt nævner denne retning af loven mod ikke-vestlige indvandrere. Det er, som Zizek ville sige det, blevet en del af den underlæggende ideologi, at det er OK at straffe visse grupper af borgere, som man ser som dårligere deltagere i samfundet: Kriminelle, indvandrere osv.

    Denne drejning i ideologi, dette skifte i retning af det ikke-demokratiske, hvor mindretal ikke beskyttes men udstilles, og hvor de bruges til at skaffe stemmer, bør få os til at tænke. Så bløde kategorier som “kriminel” og “ikke-vestlig indvandrer”, der begge formes retorisk, og som derfor kan ændres relativt hurtigt, åbner for gennemførsel af forfærdende politik med udgangspunkt i syndebukke. Jøderne led i den grad de gjorde, fordi ingen så noget galt i at udpege en syndebuk, der så åbenlyst var syndebuk. Og vi har set det ske med tyskervenlige folk, kommunister, feminister, homoseksuelle, transkønnede osv. Så længe der er en åbning for at gøre med en udpeget outsidergruppe som man ønsker, kan man altid udpege en ny outsidergruppe. At de etnisk danske førtidspensionister slipper i denne omgang, er ikke ensbetydende med, at de gør det næste gang. Der skal kun et lille retorisk spin til, at også de ryger i outsidergruppen, der selv er skyld i deres lidelser, og som bare kan tage sig sammen, tage hjem eller komme i fængsel.

    Omend ingen politikere, og heller ikke journalisten eller de eksperter, der bliver interviewet, kommer med denne kritik, er det ikke nok for DR, der drejer artiklen endnu mere. Som sædvanlig forstås neutralitet hos DR som fraværet af direkte udsagn for journalisten, der i stedet markerer sig ved hjælp af den måde, citaterne og de udvalgte brudstykker opstilles på. I denne artikel forløber det som følger:

    Først Nich Zimmermann fra Dansk Folkeparti (der selvfølgelig synes det er godt at de ikke-etniske danskere får, hvad de fortjener, men som er bange for, at det kan ramme hans (hvide) målgruppe); derefter en graf med stigning af andel af danske førtidspensionister og andelen af ikke-vestlige indvandrere på disse lister (der ikke sammenlignes med stigningen af ikke-vestlige indvandrere generelt – dvs. at vi ikke kan se, om der bare er kommet flere fra samme gruppe til landet, eller om gruppen har udviklet sig); dernæst Jacob Nielsen Arendt fra Rockwool Fonden, der er forsker, og som derfor udtrykker sig videnskabeligt (vi kan ikke rigtige vide noget om, hvad konsekvenserne ville være af at trække folkepensionerne tilbage…); så redegøres der for Venstres Troels Lund Poulsen, der stillede et lignende forslag sidste år; og derefter Socialdemokratiets Ane Halsbøe-Jørgensens udtalelser om at “mane til forsigtighed” og Moderaternes Karin Liltorp, der mente at forslaget var “mistænkeliggørende”; siden kommer Signe Færch, forkvinde for Dansk Socialrådgiverforening (der som den første nævner retssikkerheden) og til sidst Enhedslistens Peder Hvelplund (der kommenterer på den utryghed, en sådan udtalelse kan have – og altså ikke forholder sig til loven selv).

    Som det kan ses, panoreres der fra højre mod venstre, nærmest uden undtagelser (omend man selvfølgelig kan diskutere, hvorvidt Moderaterne ligger til højre eller venstre for Socialdemokratiet hvad indvandring angår). En sådan panorering betyder, som alle med en smule medietække ved, at det er de færreste læsere, der når ned til bunden, og derfor til de venstreorienterede synspunkter. At mange ikke engang vil nå så langt som til Færchs bekymring for retssikkerheden, som må være ganske central i en sag som denne, burde være tilstrækkeligt til at vise, at den tilsyndeladende neutralitet, som skulle følge med DRs metoder, ikke er opretholdt. Omend der stort set er tale om en citatmosaik, og omend journalisten holder sig udenfor i en overfladisk forstand, ender artiklen med at være flinkere ved forslaget, end den burde være. Med en public service-kontrakt i baghånden, burde DR gøre danskerne opmærksomme på angreb på deres retssikkerhed – også selvom det “kun” rammer visse grupper af samfundet. Ikke gemme det væk et godt stykke nede i artiklen (og i øvrigt uden forklaring på, hvordan dette kunne være et problem for retsstaten).

    Statsministerens åbningstale

    I Information d. 8. oktober 2025, bragtes artikle “En melodramatisk åbning” om Mette Frederiksens åbningstale. Her lægges der vægt på hendes brug af Hal Kochs historie om et antikt bystyre, der besluttede sig for at vælte deres dårlige styre. Da der ikke var andre kandidater, der var bedre, endte de med at sætte samme regering, som de var så utilfredse med – og dette mener hun SVM-regeringen kan være for Danmark. Journalisten, Lars Trier Mogensen, påpeger rigtigt nok, at det måske er at smøre lidt for tykt på retorisk set, og i forhold til at samle stemmer til næste valg, men peger ikke på det åbenløst udemokratiske i holdningen: Så længe der ikke er valgt en opposition, er vi stadig den bedste (dårlige) løsning.

    En sådan selvfortælling kan man selvfølgelig ikke regere på, og rationalet virker derfor snarere til at være: Hvis befolkningen ikke kan komme sig over, at der bliver skåret en hæl og klippet en tå i det nødvendiges tjeneste, må de jo se om de kan finde nogen, der kan gøre det bedre: ellers bliver vi siddende! Og en sådan holdning er ikke umiddelbart demokratisk. Hal Koch, der i sin bog gør meget ud af at se demokratiet som samarbejdets og kompromissets rum, mente ikke kompromisser af den art, man formelt kan blive enige om på grund af en eller anden mekanisme, men det egentlige kompromis, som kommer af, at man er blevet overbevist eller vaklende, og derfor kan give noget grund. Denne vaklen har socialdemokraterne rystet af sig, for at beholde regeringsmagten.

    Hvad gør man, når den politiske diskurs skrider?

    I Information Weekend d. 10. oktober 2025, står Mathias Sindberg og Sebastian Gjerding bag forsideartiklen “Re-mi-gra-ti-on. Husk ordet”, der i sin underrubrik nøjes med at sige, at der med DF og “store dele af den europæiske højrefløj” er sket en retningsændring mod et sted, “hvor hverken Socialdemokratiet eller Marine Le Pen vil være med.” – hvilket må tælle som kritisk stillingtagen.

    Det gælder ordet “remigration”, hvis oprindelse vi i artiklen oplyses om: Den stammer fra yderliggående højrefløjsbevægelse Generation Identitær, der er blevet udelukket fra fransk politik, fordi de var for fascistiske ifølge lovgivningen. Nu tages det altså op med stolthed af DF, der har det som et af punkt i deres politiske program. Hjemsendelse lyder selvfølgelig bedre, men det nye er – som artiklen også peger på – at man nu står frem med det. Det minder om artiklen om det nye DF fra Weekendtillægget i sidste uge, hvor DFUs formand talte om at være stolt af at være på højrefløjen. De endte alligevel med at blive stuerene.

    Eller hvad? Det, som ikke omtales i artiklen – på trods af dens betydelige længde – er muligheden for, at DF har luret den amerikanske højrefløj af, og forsøger at skabe en “kulturkrig” her til lands. Kulturkrig er kendetegnet ved, at i hvert fald den ene part høster fordel af selve krigen, ikke af dens eventuelle op- og nedture. Den amerikanske højrefløj, og især den ekstreme del af den, som Trump og MAGA repræsenterer, er en minoritet. Alligevel har de formået at få magten – hovedsageligt gennem kulturkrigen, eller The Culture War som det hedder på amerikansk. Strategien er at larme mere end modstanderne, og dermed synliggøre sig ud af den demokratiske stopklods som flertalskravet byder på. For DF, der i det danske system ikke behøver have flertallet for at komme i regering, men blot at finde samarbejdspartnere til det, er det ikke nogen dårlig strategi. Men det er ikke ligefrem eksemplarisk journalistik fra Informations side.

    Information har som mediehus både avisen og forlaget. På forlaget udkommer alle de dybdegående analyser, som jeg igen og igen savner i avisen. Og i avisen den baggrundsviden, som er nødvendig for at kunne værdsætte analysebøgernes aktualitet. Hvorfor ikke – især i weekend-udgaven – lade de længere artikler være dybdegående? Evt. bare låne et par sider af de bøger, de alligevel har rettighederne til.

    At leve i fred sammen

    I Weekendavisen d. 10. oktober står der sidst i lederen “Den første regn”: “Kunne man appellere til at de [dvs. de venstreorienterede, der ses som Hamas-støtter, der er “islamisternes… sidste og mest trofaste venner”] også lader sig forføre af Trump-planens ønske om, at israelere og palæstinensere en dag kan leve i fred sammen? Det kommer aldrig til at ske med Hamas ved magten.” Dette kan for så vidt være rigtigt nok, men det kommer heller ikke til at ske med Israel ved magten.

    Bemærk her det ordvalg, der må være faldere skribenten i pennen: At leve i fred sammen. Hvordan kan dette være muligt, hvis denne fred kommer på betingelsen af, at palæstinenserne politisk og militært fordrives fra Gazastriben? Det bliver da en ren formel fred, hvor den ene part ikke længere kan stritte imod, og hvor der reelt ikke er noget “sammen” i egentlig forstand.

    En egentlig fred kræver langt større omvæltninger, end en tilbagevenden til status quo: nemlig en snart 100 år lang konflikt, skabt ved oprettelsen af en nationalstat, der krævede fordrivelse af en hel befolkning. Sådan noget har ikke noget enkel løsning, og i hvert fald ikke en løsning, som kan udtænkes på forhånd og på én gang.

  • Frihedsfyrsten, SVM-drama og det ikke-nyhedsværdige

    Trumps geni

    I den weekend, der nu er ved at være forbi, har Weekendavisen udgivet en artikel kaldet “Fredsfyrsten”, der udlægger Donald Trumps forslag til en fredaftale, og hans forsøg på at skabe fred i Rusland, på en kreativ måde: Ved at vise sig som Putins ven, har Trump vanskeliggjort fortsættelsen af fortællingen om Vesten som fjenden; og ved at lave forslag til en fredsaftale, som Hamas’ støtter bakker op om, tvinger han på lignende måde Hamas til at vise sig, ikke som Gazas forsvarere, men som en organisation, der vil Israeal i sig selv til livs — og samtidig viser Israels ekspansionstrang (omend denne tillægges netanyahuregeringens ministre (bid mærke i den dobbelte afstand fra Netanyahu: Netanyahu regering – ministre – ekspansionstrang).

    Hermed gør forfatteren, Anna Libak, sig skyldig i den type Trump-tolkninger, der på amerkansk kaldes “sane-washing”, fornuftiggørelser af Trumps udsagn, der skjuler hans politiske inkompetence. Han males her som en, der i højere grad end nogen andre har gennemskuet spillet, og sat sig for at ødelægge det inderfra, ved netop at påtage sig fjolsets rolle. Men det er at give Trump for meget line. Kendetegnende for artikler der sane-washer Trump er, at man ikke finder ham citeret nogetsteds: “Overfladen” er alt for kaotisk. Analysen er således ikke en analyse så meget som rekonstruktion af Trump efter et særligt mønster: At den mægtigste mand i verden, der piller i alle verdens brandpunkter, ikke må være en idiot, men i stedet må være et geni i forklædning.

    SVM-regeringens tilbagegang

    I samme weekend, denne gang i Information, finder vi artiklen “Tilbage til start: Midterregeringen ligner en politisk ommer” af Lars Trier Mogensen. Artiklen analyserer tilbagegangen af støtten til SVM-regeringen i meningsmålingerne, og gætter på, hvilken vej tendenserne flyder. Her er to muligheder, mener Trier Mogensen: Enten stiger støttet pga. den russiske trussel udefra, eller den svækkes fordi der er faldende forbrugertillid (til deres egen købekraft osv.). Et meget reduktivt billede af politik. Ikke fordi analysen som sådan behøver være forkert, men fordi den udelukkende baserer sig på /politics/, ikke på /policy/ (dvs. på politikernes interne kamp om magten, snarere end om de politikker, de reelt gennemfører eller påtænker at gennemføre). Og her lægges politikernes evne til at samle stemmer endda helt uden for deres egen rækkevidde! Politik bliver ikke blot “horce racing”, men en form for metereologi, hvor man på barometret af krig, ufred, økonomisk vækst osv. kan måle og gætte sig frem til næste års valgresultat. Selvfølgelig nævnes undervejs en del politikker, der er gennemført, men der lægges mest vægt på det, SVM-regeringen /ikke/ har gjort. Læg oven i det, at meningsmålingerne desuden kobles sammen med de nylige droneoverflyvninger, og du vil stå tilbage med en politisk analyse der udsletter det politiske af politikken til fordel for eksterne begivenheder og intern dramati

    Selvfølgelig bør der være plads til dækning af politics, men samtiidg — når det handler om regeringens tilbagegang i meningsmålingerne — bør det anskues fra policyvinkel samtidig. Ellers risikerer man at fremstille politik udelukkende som et spil, hvad det selvfølgelig også er, eller som spil + nødvendig reaktion på det udefrakommende. At tillægge politikerne noget agens, og deres politikker noget væsentlighed, ville pynte på dækningen.

    4 millarder i advokatregning

    Til sidst blot en kort kommentar om en ellers fin artikel om udbytteskandalen: “Det “værst tænkelige” nederlag i udbytteskandalen”, skrevet af Louise Schou Drivsholm — igen fra Information.

    Artiklen drejer sig om det den tabte sag mod Sanjay Shah, hvor han havde udbyttet staten for over 12 millarder kroner, og som vi indtil videre har brug 4 millarder på at prøve at få tilbage, for så at tabe retssagen. Det er klart, at de engelske domstole, som der også (neutralt) påpeges, har taget en mærkelig beslutning. Det er samtidig klart, at denne mærkelige beslutning behandles neutralt af artiklen, ligesom de fire millarder i advokatregning — vel nok det mest chokerende i udbyttesagen — ikke kommenteres. Hører en gennemsnitslæser tallet “4 millarder” og “topadvokater”, kan man undre sig over, hvorfor retssager skal være så dyre.

    Jeg efterlyser ikke, at man i den specifikke artikel medtager denne diskussion, men at man generelt i avisen også giver disse større, ofte underkendte, juridiske og procesuelle problemer plads. Også selvom de er usexede. Således er manglen på jurister i de danske domstole en katastrofe for retssikkerheden, hvis resultater vi kun kan vente på, men som ikke dækkes særlig ofte — vel nærmest kun når det har nyhedsværdi.

    Og heri ligger problemet: Nyhedsmedierne er befolkningens primære kilde til viden om samfundet, men meget viden om samfundet er ikke nyhedsstof. En avis som Information bringer dog alligevel en gang imellem artikler, særligt kronikker i oversættelse eller skrevet af prominente danske politiske tænkere, som opvejer dette en smule. Men det kunne sagtens indføres redaktionelt på en mere bastant måde. Lad f.eks. den større weekendudgave have et mere helikopteragtigt blik på samfundet, og inkluder et par artikler til almen oplysning, der berører ugens aktuelle begivenheder.

  • Den forkastede grundlov

    En grundlov er et lands vigtigste lov, fordi den bestemmer hvilken slags lovgivning der er legal inden for et lands grænser. Al lovgivning, som er i strid med grundloven, er ugyldigt. Vi kan derfor sige, at grundloven er en begræsning for, hvad et folketing kan tillade sig at vedtage. Det skal sikre, at et demokrati bevæger sig i demokratisk retning – ov undgår at forfalde til det udemokratiske.

    Ud over at have denne juridiske og værdimæssige funktion, har den også en mere demokratisk funktion: Nemlig at være en overkommelig lovtekst, som enhver borger kan læse og sætte sig ind i. Selvom man ikke er jurist, kan man derfor – hvis grundloven er skrevet i et forståeligt sprog – vurdere hvorvidt noget lovgivning, eller noget politikerne eller en virksomhed foretager sig, er i strid med grundloven. Altså sikrer man, at befolkningen – det sted som folketingets magt kommer fra – har mulighed for at gribe ind, hvis der kommer for store afvigelser fra den fælles aftale, som er grundlaget for demokratiet: at vores interesser varetages af dem, vi har valgt som repræsentanter. Alt sammen overkommeligt selv med fuldtidsarbejde og småbørn. 

    Vi sender da også en grundlov ud til alle, der bliver myndige, sådan at de bliver i stand til at varetage dette vigtige embede: at kunne holde staten ansvarlig for brud på samfundskontrakten. Kender man fra sine unge år grundloven, kan man også genkende, når den bliver brudt.

    I Danmark har vi imidlertid en forældet grundlov. Den blev blevet opdateret sidste gang i 1953, men mange af de oprindelige formuleringer fra den oprindelige grundlov næsten 100 år forinden, er stadig gældende i dag. Som man kan forestille sig, giver det selvfølgelig nogle forståelsesproblemer for den almindelige borger – alene i kraft af sproget. Som gymnasielærer kan jeg meddele, at alt, der er skrevet før 1980, ifølge eleverne er “gammelt sprog”, og at juridisk sprog fra 1953 – eller fra 1849 – derfor er svært for de vordende myndige at læse, hvis de da ikke bare giver op. Læg til dette, at man midt i 1800-tallet endnu ikke kendte til politiske partier, hvorfor de ikke er skrevet ind i grundloven; at mindretalsbeskyttelse er skrevet ind som beskyttelse af de mindretal, der var dengang – og altså ikke medtager f.eks. race og seksualitet; at regeringsformen er monarki, hvilket betyder, at vores nuværende statsform bygger på et afsnit i grundloven om, hvad man gør, når kongen ikke kan være med ved statsrådet – og du får en tekst, hvis indflydelse på lovgivningen ikke er til at gennemskue ud fra teksten selv. I stedet må man vide en hel del om gældende rets- og lovgivningspraksis, om de traktater, vi har bundet os til andetsteds, og som – ligesom grundloven – er bindende for dansk lov osv. 

    I 1999 blev en grundlovsændring derfor taget op til debat i folketinget. Det resulterede i 2003 i et udkast til en ny grundlov (led efter L43, 2003-4 på denne side), som forsøgte at skrive indholdet fra de traktater, vi har bundet os til (f.eks. menneskerettighedserklæringen) ind i grundloven, ligesom den ville opdatere afsnittene om styreformer, så man ud af grundloven kunne læse, hvordan det danske demokrati rent faktisk fungerer. Dvs. på samme tid sørge for, at grundloven kan spille sin rolle som grænsesætter for statsmagt, som beholder for vores værdier, og som hoveddokument for den almindelige borger, der således kan forholde sig til sin stat med den stærkeste lov på sin side. Et uddrag af denne grundlov kan I læse herunder, og hele dokumentet kan I finde her.

    (Vær opmærksom på, at der visse steder står “�”. Det skyldes, at “æ”, “ø”, “å”, “§” o.l. er formateret forkert i digitaliseringen af lovforslaget, hvorfra jeg har hentet uddraget. Jeg har manuelt erstattet “�” med det gældende tegn, hvor det har været tydeligt, hvilket tegn, der var tale om. Hvor jeg har været i tvivl, har jeg ladet “�” stå. Når jeg får lejlighed til at tilgå lovforslaget gennem den fysiske udgave af Lovtidende, retter jeg tvivlstilfælde.)

    Gældende formulering

    § 1.
    Denne grundlov gælder for alle dele af Danmarks Rige.

    Forkastet forslag


    § 1.  Denne grundlov gælder for alle dele af Danmarks Rige.

    Stk. 2. Danmark er en selvstændig stat, hvis styreform er folkestyre og bygger på retssikkerhed.

    § 3.
    Den lovgivende magt er hos kongen og Folketinget i forening. Den udøvende magt er hos kongen. Den dømmende magt er hos domstolene.

    § 2. Al offentlig magt udgår fra folket.

    Stk. 2. Denne magt er delegeret på følgende måde: Den lovgivende magt er hos Folketinget. Den udøvende magt er hos regeringen. Den dømmende magt er hos domstolene.
     

    § 3. Den menneskelige værdighed er ukrænkelig. Den skal respekteres og beskyttes. Ethvert menneske har ret til livet. Dødsstraf må ikke forekomme.

    § 4. Ingen må underkastes tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.

    § 5. Enhver har ret til respekt for sin fysiske og mentale integritet.

    § 6. Alle mennesker er lige for loven og ligeværdige. Offentlige myndigheder er forpligtede til at sikre overholdelse af denne bestemmelse.

    § 70.
    Ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller afstamning berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt.

    § 7. Ingen kan på grund af køn, race, hudfarve, social, national eller etnisk oprindelse, sprog, religion, politisk eller anden overbevisning, funktionsevne, fysisk eller psykisk handicap, alder eller seksuel orientering berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder eller gøres til genstand for nogen form for forskelsbehandling.

    Stk. 2. Ingen kan under påberåbelse af stk. 1, unddrage sig opfyldelsen af de forpligtelser, der fastsættes i henhold til loven.

    § 71.
    Stk. 1. Den personlige frihed er ukrænkelig. Ingen dansk borger kan på grund af sin politiske eller religiøse overbevisning eller sin afstamning underkastes nogen form for frihedsberøvelse.

    Stk. 2. Frihedsberøvelse kan kun finde sted med hjemmel i loven.

    Stk. 3. Enhver, der anholdes, skal inden 24 timer stilles for en dommer. Hvis den anholdte ikke straks kan sættes på fri fod, skal dommeren ved en af grunde ledsaget kendelse, der afsiges snarest muligt og senest inden tre dage, afgøre, om han skal fængsles, og, hvis han kan løslades mod sikkerhed, bestemme dennes art og størrelse. Denne bestemmelse kan for Grønlands vedkommende fraviges ved lov, for så vidt dette efter de stedlige forhold må anses for påkrævet.

    Stk. 4. Den kendelse, som dommeren afsiger, kan af vedkommende straks særskilt indbringes for højere ret.

    Stk. 5. Ingen kan underkastes varetægtsfængsel for en forseelse, som kun kan medføre straf af bøde eller hæfte.

    Stk. 6. Uden for strafferetsplejen skal lovligheden af en frihedsberøvelse, der ikke er besluttet af en dømmende myndighed, og som ikke har hjemmel i lovgivningen om udlændinge, på begæring af den, der er berøvet sin frihed, eller den, der handler på hans vegne, forelægges de almindelige domstole eller anden dømmende myndighed til prøvelse. Nærmere regler herom fastsættes ved lov.

    Stk. 7. Behandlingen af de i stk. 6 nævnte personer undergives et af Folketinget valgt tilsyn, hvortil de pågældende skal have adgang til at rette henvendelse.

    § 8. Den personlige frihed er ukrænkelig.

    Stk. 2. Frihedsberøvelse kan kun finde sted med hjemmel i loven.

    Stk. 3. Enhver, der anholdes, skal inden 24 timer stilles for en dommer. Hvis den anholdte ikke straks kan sættes på fri fod, skal dommeren med begrundelse afsige kendelse snarest muligt og senest inden 3 dage afgøre, om vedkommende skal varetægtsfængsles, og, hvis vedkommende kan løslades mod sikkerhed, bestemme dennes art. Denne bestemmelse kan for Grønlands vedkommende fraviges ved lov, for så vidt dette efter de stedlige forhold må anses for påkrævet. Den kendelse, som dommeren afsiger, kan af vedkommende straks særskilt indbringes for højere ret.

    Stk. 4. Varetægtsfængsling må højst have en varighed på 3 måneder. Ingen kan underkastes varetægtsfængsel for en forseelse, som kun kan medføre straf i form af bøde eller fængsel i mindre end 1� år [ulæseligt i ft.dk’s database. Skal have slået det op i den fysiske udgave ved lejlighed]. Isolationsfængsling må ikke forekomme.

    Stk. 5. Uden for strafferetsplejen skal lovligheden af en frihedsberøvelse, der ikke er besluttet af en dømmende myndighed, på anmodning af den, der har fået berøvet sin frihed, eller den, der handler på den pågældendes vegne, forelægges de almindelige domstole eller anden dømmende myndighed til prøvelse. Nærmere regler herom fastsættes ved lov. Behandlingen af de nævnte personer undergives et af Folketinget valgt tilsyn, hvortil de pågældende skal have adgang til at rette henvendelse.
     

    § 9 . Registrering af personoplysninger må kun ske i henhold til lov. Medmindre der er tale om hensyn til landets sikkerhed, skal oplysningerne i registrene være tilgængelige for den, registreringerne omhandler.

    § 72.
    Boligen er ukrænkelig. Husundersøgelse, beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheden må, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse, alene ske efter en retskendelse.

    § 10. Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sine meddelelser.

    Stk. 2. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge eller opklare forbrydelser, for at beskytte sundheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.

    § 77.
    Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingen sinde på ny indføres.

    § 11. Enhver har ret til ytringsfrihed og informationsret samt ret til aktindsigt i den offentlige forvaltning. Denne ret omfatter frihed til at søge, modtage og meddele oplysninger og tanker ved et hvilket som helst meddelelsesmiddel.

    Stk. 2. Ytringsfriheden og informationsretten samt aktindsigten kan kun underkastes begrænsninger, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed eller offentlig tryghed, for at forebygge forbrydelser, for at beskytte sundheden, for at beskytte andres rettigheder, for at forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger eller for at sikre domsmagtens autoritet og upartiskhed.

    § 78.
    Stk. 1. Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at danne foreninger i ethvert lovligt øjemed.

    Stk. 2. Foreninger, der virker ved eller søger at nå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende, bliver at opløse ved dom.

    Stk. 3. Ingen forening kan opløses ved en regeringsforanstaltning. Dog kan en forening foreløbig forbydes, men der skal da straks anlægges sag imod den til dens opløsning.

    Stk. 4. Sager om opløsning af politiske foreninger skal uden særlig tilladelse kunne indbringes for rigets øverste domstol.

    Stk. 5. Opløsningens retsvirkninger fastsættes nærmere ved lov.

    § 12. Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at danne foreninger i ethvert lovligt øjemed og har ret til sammen med andre at oprette fagforeninger og at slutte sig hertil for at beskytte deres interesser.

    Stk. 2. Foreninger, der virker ved eller søger at nå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende, � opløses ved dom.

    Stk. 3. Ingen forening kan opløses ved en regeringsforanstaltning. Dog kan en forening foreløbig forbydes, men der skal da straks anlægges sag imod den med henblik på dens opløsning.

    Stk. 4. Sager om opløsning af politiske foreninger skal uden særlig tilladelse kunne indbringes for Højesteret.

    Stk. 5. Opløsningens retsvirkninger fastsættes nærmere ved lov.

    § 79.
    Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at samle sig ubevæbnede. Offentlige forsamlinger har politiet ret til at overvære. Forsamlinger under åben himmel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for den offentlige fred.

    § 13. Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at samle sig ubevæbnede. Offentlige forsamlinger har politiet ret til at overvære. Forsamlinger under åben himmel kan forbydes, når der som følge heraf kan frygtes fare for den offentlige fred.

    § 67.
    Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.

    § 14. Enhver har ret til at tænke frit, til samvittigheds- og religionsfrihed. Enhver har ret til fri religionsudøvelse og til at forene sig i samfund for at dyrke sin religion i overensstemmelse med sin overbevisning samt til at stå uden for ethvert religiøst samfund.

    Stk. 2. Frihed til at ligge sin religion eller overbevisning for dagen skal kun kunne underkastes sådanne begrænsninger, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den offentlige sikkerhed, for at beskytte offentlig orden, for at beskytte sundheden eller for at beskytte andres ret og frihed. Religiøse samfund kan ikke få nogen form for fortrinsstilling i forhold til andre foreninger.

    § 74.
    Alle indskrænkninger i den fri og lige adgang til erhverv, som ikke er begrundede i det almene vel, skal hæves ved lov.

    § 15. Der må ikke være begrænsning i den frie og lige adgang til at udøve erhverv, medmindre det sker ved lov og kan begrundes med samfundsmæssige interesser og borgernes ve og vel.

    § 16. Børn har ret til den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for deres trivsel. De skal behandles som ligeværdige individer og har ret til medbestemmelse i egne forhold i overensstemmelse med deres alder og modenhed, og de skal frit kunne udtrykke deres synspunkter.

    Stk. 2. I alle handlinger vedrørende børn, uanset om de udføres af offentlige myndigheder, private institutioner eller private personer, herunder forældre eller indehavere af forældremyndigheden, skal barnets tarv komme i første række.

    Stk. 3. Ethvert barn har ret til regelmæssigt at have personlig forbindelse og direkte kontakt med begge sine forældre, medmindre dette er i modstrid med dets interesser.

    § 17. Enhver har ret til at søge asyl i overensstemmelse med de internationale konventioner, som Danmark har underskrevet. De nærmere bestemmelser herom fastsættes ved lov.

    Som vi kan se af uddraget, er der en hel del tilføjelser, der virker som grundsten for ethvert moderne demokrati. Måske paragraffen om børns beskyttelse ville skabe noget debat, fordi det medfører nogle høje krav om normeringer osv., men grundlæggende set er der ikke mange, der ville være uenige i, at der er tale om demokratiske værdier. 

    Imidlertid blev forslaget sendt i udvalg, snarere end gennemført, og blev først et par år efter, i 2005, taget op igen – hele tre gange. Første gang udskydes behandlingen til slutningen af folketingsåret, hvor alle lovforslag bortfalder (L166, 2004-5 anden samling). Så genfremsættes det igen, men sættes endnu en gang i udvalgsbehandling – hvor det ifølge ft.dk stadig står (L4, 2005-6). Der fremsættes samtidig et indskrænket forslag, der kun skal opdatere styreformen, således at grundloven svarer til nuværende demokratisk praksis (L3, 2005-6). Men heller ikke dette gennemføres. 

    I dag kan vi måske bedre forstå hvorfor. Det er ikke lang tid siden, at Mette Frederiksen sammen med en række andre statsoverhoveder (fra lande vi normalt ellers ikke sammenligner os med), skrev et åbent brev, hvoraf det fremgår, at de ønsker en lempelse af menneskerettighederne i forbindelse med de migranter, som de ønsker at smide ud af deres respektive lande (link, PDF). For nogle år siden kom Inger Støjberg for Rigsretten for at have brudt menneskerettighederne – også i forbindelse med migranter (link, pdf), og vi kunne også nævne Peter Hummelgaards forslag om AI-overvågning af befolkningen (link, PDF).

    Hvor indvandring og etnicitet i 00’erne og noget af 10’erne var til debat, er det nu blevet politisk mainstream at hardline på raceproblemer. Og en opdateret grundlov ville gøre det svært at gennemføre. Vores behandling af asylansøgere ville f.eks. ikke leve op til en sådan fornyet grundlov, hvilket Amnesty Internationals rapport fra 2020 viser (link, PDF) – ligesom den også viser en masse andre problemer hvad angår menneskerettigheder i Danmark.

    Baseret på den måde, politikerne styrer landet på, er der altså god grund til ikke at skrive menneskerettighederne ind i grundloven. Det ville åbne op for ugyldiggørelse af store dele af den danske lovgivning, hvis vi skulle begynde at leve op til disse krav. Staten sætter altså med andre ord bevarelsen af deres evne til at gøre, hvad de vil, over tildelelsen af grundlæggende rettigheder til de mennesker, der opholder sig i staten. Og som vi kommer til at se over de næste mange blogindlæg, er dette noget, der går igen flere steder i dansk lovgivningspraksis, politik, mediedækning osv.: Vi fører politik, der i sidste ender holder magten i folketinget, snarere end at uddelegere noget af denne som rettigheder til borgerne. Endda på en sådan måde, at rettigheder i en vis grad tages fra borgerne (og andre, der opholder sig i landet), og gives tilbage til folketinget. 

    Hannah Arendt beskriver totalitarisme som den styreform, der ikke ser nogen principielle grænser for sin egen magt, og det er netop disse principielle grænser, som vores statsmagt ikke ser. Der er praktiske begrænsninger, politiske begrænsninger – men ingen principielle begrænsninger. Hvor det er muligt, samles magten, således at systemet mere effektivt kan udføre den politik, det har sat sig for. 

    En sådan bevægelse kan måske forekomme demokratisk – staten bliver jo i stand til føre borgernes ønsker ud i livet på en mere effektiv måde – men samtidig eroderes den forbindelse, som sørger for, at staten rent faktisk handler i befolkningens tjeneste. Den ineffektivitet, som er indbygget i en hver demokratisk styreform, er der af en årsag: Nemlig at sørge for, at et styre ikke udvikler sig væk fra demokratiske grundprincipper ad demokratisk vej. – som vi ser det ske i USA for øjeblikket, som vi har set i Rusland de sidste 20 år, og som vi så i sin mest ekstreme form under Det Tredje Rige. 

    Og det sker altså også i Danmark, omend ikke i så tydelig eller ekstrem form. En af grundene til, at det ikke er så let at se, er fordi vi ikke har noget enkelt sted, hvor vores demokratiske værdier er samlet. Fordi politikerne i 00’erne ikke gav os en grundlov, der afspejler vores værdier og vores statsform. 

    På denne side vil jeg derfor forsøge løbende at dokumentere de totalitære tendenser i Danmark, således at der er et sted, man kan gå til, hvis man ønsker at få blik for denne udvikling. Tips o.l. er værdsat, og kan sendes til mig pr. mail (se under kontakt). Jeg håber I vil følge med.