Om totalitarisme.dk

Hej!

Mit navn er Emil, og jeg startede totalitarisme.dk for at fylde et hul i dækningen af dansk politik – nemlig vores lands udvikling i totalitær retning siden år 2000.

Ved at forsøge at samle forskellige dokumenter, oversigter over lovforslag osv., håber jeg at kunne bidrage til at flytte debatten i retning af det historisk bevidste: At vi ikke fører og vurderer politik på baggrund af den snævre horisont, som et pragmatisk perspektiv resulterer i (hvad enten det er politikernes eller journalisternes deadlines, der er tale om). For der er meget som først bliver klart, når man ser de store linjer over længere tid.

Om begrebet totalitarisme

Jeg bruger på denne side totalitarisme i den tekniske betydning, som Hannah Arendt også bruger begrebet i: nemlig at en stat ikke ser nogen principiel begrænsning for sin egen magt. Sagt mindre teknisk – når staten forsøger at kontrollere flere og flere aspekter af samfundet.

Der er derfor meget forskellig politik, som falder under den totalitære paraply, både fra venstre- og højrefløjen, i progressiv og konservativ retning. Men det er klart, at vurderingen af, hvornår noget er grelt nok til at komme med på siden her, forbliver en vurderingssag. Disse valg må jeg stå inde for.