Der er sat et nyt lovforslag i udbud, der har to hovedkomponenter:
- Sager om ophavsret skal prøves i ophavsretslicensnævnet før de kan prøves for en domstol. Som det er nu, kan man selv vælge, hvor man fører sagen – eller føre den begge steder samtidig
- Det bliver nu ulovligt at omgås teknologiske restriktioner via f.eks. VPN og IPTV. Førhen var det kun ulovligt at have fysiske dekodere (som f.eks. piratkort)
Der argumenteres i lovforslaget væsentligt grundigere for indførelsen af den første komponent end for den anden, eftersom denne ses som en “en konsekvensændring af teknisk karakter” snarere end noget nyt, der skal begrundes. Da det samtidig er denne del af lovforslaget, der har været mest kritiseret, er det påfaldende, og det er da også denne del af lovforslaget, som vi skal kritisere her.
At påstå, at en sådan ændring kun er “en konsekvensændring af teknisk karakter” kræver, at man kan bevise, at denne teknologiændring ikke også medfører andre væsentlige ændringer – hvad jeg imidlertid mener, det gør.
Piratkopiering tilbage i slutningen af 1990’erne, hvor den nuværende lovgivning er fra, foregik primært fysisk og blev hovedsageligt begået i erhverssammenhæng. Således koncentrerer den sidste store rapport om dansk piratkopierings økonomiske konsekvenser fra 2008 sig primært om, hvor danskerne køber deres fysiske medier med piratkopieret materiale på. Lovgivningen blev til en start rettet primært mod erhvervsinteresser, og suppleredes senere til at omfatte private, for at nå hele vejen rundt om det ulovlige indhold (jf. redegørelsen i lovforslaget).
Dette var et år før EF i 1998 lavede lov om afkodere, så Danmark var på forkant med implementeringen. I vores tid er vi bundet af infosoc-direktivet fra EU, der påbyder os som land at håndhæve ophavsretten – også digitalt. Som meget anden lovgivning i digital retning, mistænker jeg derfor – på trods af, at det ikke fremgår af lovforslaget – at det er ønsket om at leve op til EUs standarder, der er primær driver på lovforslaget. Især efter at højesteret i november 2023 dømte at blankmedieforordningen (som sikrer retten til privatkopiering. Læs om den her) var ulovlig.
Vi lever dog så stærkt op til denne lov, at en professor i jura fra SDU har sagt om lovforslaget, at “Det rammer ikke formålet, fordi loven siger ‘uautoriseret adgang’ til medieindhold, og det er bredere end beskyttelse af ophavsretten” (kilde). Vi må da spørge os selv: Hvorfor gøre mere end blot leve op til direktivet?
Her er lovforslagets egen begrundelse selvfølglig: Fordi det blot er en teknisk konsekvensopdatering. Vi må imidlertid spørge, hvis det ikke har med ophavsret at gøre – hvem kommer det så til gode?
- Vi kan udelukke, at stramningen kommer ophavsretshaverne til gode, da lovforslaget går videre end til blot ophavsret
- Vi kan udelukke, at stramningen kommer borgerne til gode, da lovforslaget indskrænker vores frihed og indfører mere strafbarhed
- Når hverken civilsamfund eller erhvervsliv får noget ud af aftalen, kan vi mistænke, at det er staten, der får noget ud af lovens indførsel
Hvilke interesser ville staten da have i en sådan rettighedsindskrænkninge?
Som vi ved, hører internettet til den medietype, der er svær at regulere. Det har en teknisk forklaring, men overordnet set kan man, udover at skære kablerne over, ikke lave så meget styring af internettet, da man nærmest altid vil kunne finde en vej uden om enhver digital spærring. Det er inden for cybersikkerhed alment kendt, at digital sikkerhed er et kapløb med dem, der ønsker at bryde den. Intet er sikkert for evigt, hvorfor det er et svært kontrollerbart medie.
Det betyder også, at staten har svært ved at kontrollere det. Hvor man kan kontrollere fysiske varer ved at indstille produktion osv., er det sværere med digitale varer. Spredning og kopiering er stort set omkostningsfrit, hvilket har ført til sådan noget som brug af digitale beskedtjenester osv. til at organisere revolutioner og protester, omgåelse af censur for at informere sig om autoritære regimers egentlige væsen osv.
At ulovliggøre al “uatoriseret adgang” til medieindhold, som lovforslaget foreslår, er derfor ikke længere blot at lukke af for piratkopiering, men at lukke af for alt det, staten vurdere man ikke bør have adgang til. Som jeg skrev i min kommentar til den digitale børnebeskyttelseslov, har vi eksempler på forsøg på at gøre det ulovligt at tilgå f.eks. Wikipedia i England, et land vi ofte har sammenlignet os med. Vi skal derfor ikke være blåøjede og tro, at en lov som denne, der går ud over sit juridiske mandat, ikke vil blive brugt til at lukke for visse uønskede fora og kilder på internettet. “Indholdstjeneste”, som der står i lovforslaget, kan jo også dække over nyhedsmedier, platforme for fildeling (som jo rummer de fleste besked-platforme) osv.
Det er derfor ikke en overdrivelse, når Jesper Lund, formand for IT-Politisk Forening, til DR siger, at lovforslaget “har et totalitært snært over sig”. Argumentet for, at der blot er tale om “en konsekvensændring af teknisk karakter” holder ikke. Årsagen bag forekommer snarere at være endnu et kontrolgreb fra regeringens side. Denne gang med kulturpolitisk påskud.
Den manglende data
Mener man, at jeg er gået for langt i at tillægge regeringen sådanne tendenser og intentioner, er der imidlertid stadig plads til kritik. Man kan således tilskrive den løsagtige lovgivning til den højere og højere hastighed i lovgivningen, der fører til sløset lovgivning (som vist i den nye magtudredning).
Kritikken ville da angribe den “dybere” begrundelse for lovens nyttevirkning. Det bygger nemlig på en række påstande, der ikke er belæg for:
Online pirateri, dvs. når brugere via internettet omgår blokering og i stedet
tilgår medieindhold ulovligt, herunder uden betaling, er en stigende udfor-
dring for bl.a. rettighedshavere, tv-stationer og producenter. Online pirateri har dermed alvorlige konsekvenser for hele den kreative sektor, idet producenter og distributører af radio- og tv-programmer m.v., som baserer deres
virksomhed på indtægter fra transmission og streaming af deres indhold, bliver unddraget herfor. Kunstnere, musikere, skuespillere, forfattere og andre rettighedshavere mister ligeledes vederlag for brugen af deres ophavsretligt beskyttede materiale for deres kreative indsats.Men online pirateri går også ud over slutbrugerne af medieindholdet. Når
indtægterne udebliver, udebliver også investeringer i de kreative produktio-
ner. Og de forbrugere, som betaler for adgang til lovlige streamingtjenester
m.v., ender med at betale regningen i det samlede regnestykke.Der er således et presserende behov for at styrke beskyttelsen mod ulovlig adgang til og streaming af medieindhold. (…) (fra lovforslaget)
At der er tale om en stigende udfordring hvad angår tilgang af ulovlige streaming, må bygge på (1) en stigning i tilgang til dette materiale og (2) at udfordringen er økonomisk, kulturel etc. Til (2) sigtes nok primært på økonomisk udfordring, idet manglende økonomi jo rammer industrien som helhed, hvilket fører til færre investeringer, hvilket fører til dårligere produkter – angives det.
Imidlertid er den seneste rapport om piratkopieringens økonomiske impact på industrien fra 2008, mens omfanget af piratkopiering er blevet undersøgt i 2023 på EU-plan, herunder med grafer for Danmark. Disse viser en stigning i piratkopiering, men vi må her være påpasselige, da det jo er sammenfaldende med Covid19, hvor folk pludselig skulle være meget mere hjemme. Vi ville derfor forvente en stigning – hvad vi da også så – ligesom det er for nedagående igen, ifølge rapporten.
Vi får så yderligere en kommentar fra kulturministeren, hvor der står:
Kulturministeriet finder, at udfordringen med online pirateri ikke kan bekæmpes, så længe der er efterspørgsel på ulovlige alternativer til at forbruge medieindhold. Der er således behov for at sætte fokus på, at privatpersoners ulovlige download og streaming m.v. er reguleret, og at det er strafbart. (fra lovforslaget)
Går vi tilbage til rapporten fra hele EU, fastslår den flere gange, at det, der virkelig påvirker f.eks. TV-piratkopiering, er muligheden for at tilgå de shows, man vil se, lovligt. Dette understøttes af en undersøgelse af unge menneskers piratkopiering eller -streaming, hvor 53% af deltagerne i studiet svarer, at de tilgår ulovligt indhold, fordi det ikke er tilgængeligt andre steder, mens 36% peger på prisen. Og blandt unge mennesker, der ikke har så mange penge, burde dette ikke komme bag på os. Og da de senere bliver fuldblodsvoksne med penge på lommen, og med mindre tid til at undersøge ulovligheder, forsvinder det nok med alderen – omend det ikke er noget, vi ved noget om, da det er ret få undersøgelser af piratkopiering og -streaming på dansk grund i det hele taget.
Der er altså ingen grund til, som kulturministeren lægger op til, at slå hårdere ned på lovbrud. Man bør snarere lave f.eks. konsolideringslove, sådan at det bliver lettere at købe adgang til de serier og film, man ønsker at se.
Gælder det kulturindustrien snarere end forbrugerne, er streamingplatformene i sig selv problematiske. Således tjener musikere f.eks. meget lidt på Spotify-streamings (kilde), hvorfor det ikke så meget er de ulovlige streams, som hele streamingsystemet, der burde gøres noget ved, hvis der var en virkelig interesse i kulturlivet. F.eks. ved at indføre en lov om fair kompensation ved streaming, eller ved at gøre det lettere at sælge CD’er og DVD’er.
Enhver lov i den retning vil dog have omkostninger for stat, kommune og erhvervsliv, og ikke kun ramme borgerne, hvorfor de bliver sorteret fra. Disse vurderingskriterier er ikke noget, jeg tilskriver kulturministeren: de fremgår af selve lovforslaget. Her er (desuden) den eneste byrde på borgeren, som der regnes med, en administrativ byrde. Hvad med rettigheds- eller frihedstab? Eller økonomisk tab? Disse beregnes ikke i lovforslagene, og der tages altså ikke hensyn til dem.
Konklusion
Der er altså meget at kritisere ved lovforslakonsekvensændring af teknisk karakter”, eftersom loven strækker sig videre end ophavsretget, og enhver diskussion heraf bør starte med i det mindste at anerkende:
- At argumentet for den del af lovforslaget, der har at gøre med at ulovliggøre “uautoriseret adgang” ikke holder, og at der må argumenteres påny. Både fordi:
- At det ikke blot er “en konsekvensændring af teknisk karakter”, eftersom loven strækker sig videre end ophavsret
- At loven indskrænker borgernes frihed til at kommunikere og dele digitale ressourcer
- At dette forekommer kun at kunne være i statens interesse, heraf af Jesper Lund spottede “totalitære snert”
- At begrundelsen i stigningen af piratkopieringens økonomiske konsekvenser ikke er bakket op af data
- At enhver lovgivnings konsekvenser må måles mod det problem, den prøver at løse. Og at borgernes rettighedsmæssige, frihedsmæssige, økonomiske og juridiske interesser bør medtages
- At der også er tale om implementering af et EU-direktiv, og at det altså også er et EU-spørgsmål, hvorfor den komplekse relation mellem national og overnational lovgivning også må medtages i diskussionen