Retsstat, diskursskred og samliv

Retsstat for hvide mennesker: DR og regeringens ønske om med tilbagevirkende kraft at fratage ikke-vestlige indvandrere deres allerede tildelte folkepension

DR har for nyligt været skandaleramt på grund af nogle åbent pro-palæstinensiske journalister, hvorfor mediehuset af politikerne er blevet anklaget for at være for politisk. Det skal være neutralt og holde sig til public service, forstås! Et stats-støttet mediehus, hvor chefen må gå af, når politikerne bliver sure over det, deres ansatte foretager sig af lovlige aktiviteter, burde allerede være under mistanke for at være under omdannelse til stats-styret mediehus – men lad nu det ligge. DR blev under sidste periode af den kolde krig beskyldt for at være “ræverøde”, så det er ikke en ny klage. Jeg ved ikke, om politikerne dengang var efter DR også, men i dag, hvor vi ser flere og flere statsledere bliver mere og mere autoritære, og hvor de bruger deres økonomiske og politiske magt til at presse medierne til ikke at stritte for meget imod, bør vi være opmærksomme.

Det gælder selvfølgelig også, når medierne så begynder at lytte efter. Dvs. når de begynder at blive politiske i “volvoblå” retning.

I en artikel fra DR Nyheder d. 8. oktober, skrevet af Mette Pabst, udlægges regeringens udtalelser om, at de vil “genåbne “visse” førtidspensionsager med henblik på at frakende førtidspensioner, som allerede er blevet tilkendt”. Ud fra artiklens titel er det let at gætte, hvad blikfangsideen har været: “Førtidspensionister kan miste deres pension: Regeringen vil genåbne “visse” sager” med underrubrikken: “Hvem der bliver ramt, og hvordan sagerne skal vurderes, er endnu uklart”. Det er den hvide dansker på førtidspension, og deres omgangskreds, der i første omgang appelleres til. Appellen er dog misvisende, da regeringen betænker at lade det ramme de ikke-vestlige indvandreres førtidspension. Officielt fordi deres andel af førtidspensionen er stigende, mindre officielt fordi det er et symbolsk godt sted at spare, da vælgerbasen bredt sig tænkes at være enige.

Blandt de politikere, der interviewes, er der da heller ingen der specifikt nævner denne retning af loven mod ikke-vestlige indvandrere. Det er, som Zizek ville sige det, blevet en del af den underlæggende ideologi, at det er OK at straffe visse grupper af borgere, som man ser som dårligere deltagere i samfundet: Kriminelle, indvandrere osv.

Denne drejning i ideologi, dette skifte i retning af det ikke-demokratiske, hvor mindretal ikke beskyttes men udstilles, og hvor de bruges til at skaffe stemmer, bør få os til at tænke. Så bløde kategorier som “kriminel” og “ikke-vestlig indvandrer”, der begge formes retorisk, og som derfor kan ændres relativt hurtigt, åbner for gennemførsel af forfærdende politik med udgangspunkt i syndebukke. Jøderne led i den grad de gjorde, fordi ingen så noget galt i at udpege en syndebuk, der så åbenlyst var syndebuk. Og vi har set det ske med tyskervenlige folk, kommunister, feminister, homoseksuelle, transkønnede osv. Så længe der er en åbning for at gøre med en udpeget outsidergruppe som man ønsker, kan man altid udpege en ny outsidergruppe. At de etnisk danske førtidspensionister slipper i denne omgang, er ikke ensbetydende med, at de gør det næste gang. Der skal kun et lille retorisk spin til, at også de ryger i outsidergruppen, der selv er skyld i deres lidelser, og som bare kan tage sig sammen, tage hjem eller komme i fængsel.

Omend ingen politikere, og heller ikke journalisten eller de eksperter, der bliver interviewet, kommer med denne kritik, er det ikke nok for DR, der drejer artiklen endnu mere. Som sædvanlig forstås neutralitet hos DR som fraværet af direkte udsagn for journalisten, der i stedet markerer sig ved hjælp af den måde, citaterne og de udvalgte brudstykker opstilles på. I denne artikel forløber det som følger:

Først Nich Zimmermann fra Dansk Folkeparti (der selvfølgelig synes det er godt at de ikke-etniske danskere får, hvad de fortjener, men som er bange for, at det kan ramme hans (hvide) målgruppe); derefter en graf med stigning af andel af danske førtidspensionister og andelen af ikke-vestlige indvandrere på disse lister (der ikke sammenlignes med stigningen af ikke-vestlige indvandrere generelt – dvs. at vi ikke kan se, om der bare er kommet flere fra samme gruppe til landet, eller om gruppen har udviklet sig); dernæst Jacob Nielsen Arendt fra Rockwool Fonden, der er forsker, og som derfor udtrykker sig videnskabeligt (vi kan ikke rigtige vide noget om, hvad konsekvenserne ville være af at trække folkepensionerne tilbage…); så redegøres der for Venstres Troels Lund Poulsen, der stillede et lignende forslag sidste år; og derefter Socialdemokratiets Ane Halsbøe-Jørgensens udtalelser om at “mane til forsigtighed” og Moderaternes Karin Liltorp, der mente at forslaget var “mistænkeliggørende”; siden kommer Signe Færch, forkvinde for Dansk Socialrådgiverforening (der som den første nævner retssikkerheden) og til sidst Enhedslistens Peder Hvelplund (der kommenterer på den utryghed, en sådan udtalelse kan have – og altså ikke forholder sig til loven selv).

Som det kan ses, panoreres der fra højre mod venstre, nærmest uden undtagelser (omend man selvfølgelig kan diskutere, hvorvidt Moderaterne ligger til højre eller venstre for Socialdemokratiet hvad indvandring angår). En sådan panorering betyder, som alle med en smule medietække ved, at det er de færreste læsere, der når ned til bunden, og derfor til de venstreorienterede synspunkter. At mange ikke engang vil nå så langt som til Færchs bekymring for retssikkerheden, som må være ganske central i en sag som denne, burde være tilstrækkeligt til at vise, at den tilsyndeladende neutralitet, som skulle følge med DRs metoder, ikke er opretholdt. Omend der stort set er tale om en citatmosaik, og omend journalisten holder sig udenfor i en overfladisk forstand, ender artiklen med at være flinkere ved forslaget, end den burde være. Med en public service-kontrakt i baghånden, burde DR gøre danskerne opmærksomme på angreb på deres retssikkerhed – også selvom det “kun” rammer visse grupper af samfundet. Ikke gemme det væk et godt stykke nede i artiklen (og i øvrigt uden forklaring på, hvordan dette kunne være et problem for retsstaten).

Statsministerens åbningstale

I Information d. 8. oktober 2025, bragtes artikle “En melodramatisk åbning” om Mette Frederiksens åbningstale. Her lægges der vægt på hendes brug af Hal Kochs historie om et antikt bystyre, der besluttede sig for at vælte deres dårlige styre. Da der ikke var andre kandidater, der var bedre, endte de med at sætte samme regering, som de var så utilfredse med – og dette mener hun SVM-regeringen kan være for Danmark. Journalisten, Lars Trier Mogensen, påpeger rigtigt nok, at det måske er at smøre lidt for tykt på retorisk set, og i forhold til at samle stemmer til næste valg, men peger ikke på det åbenløst udemokratiske i holdningen: Så længe der ikke er valgt en opposition, er vi stadig den bedste (dårlige) løsning.

En sådan selvfortælling kan man selvfølgelig ikke regere på, og rationalet virker derfor snarere til at være: Hvis befolkningen ikke kan komme sig over, at der bliver skåret en hæl og klippet en tå i det nødvendiges tjeneste, må de jo se om de kan finde nogen, der kan gøre det bedre: ellers bliver vi siddende! Og en sådan holdning er ikke umiddelbart demokratisk. Hal Koch, der i sin bog gør meget ud af at se demokratiet som samarbejdets og kompromissets rum, mente ikke kompromisser af den art, man formelt kan blive enige om på grund af en eller anden mekanisme, men det egentlige kompromis, som kommer af, at man er blevet overbevist eller vaklende, og derfor kan give noget grund. Denne vaklen har socialdemokraterne rystet af sig, for at beholde regeringsmagten.

Hvad gør man, når den politiske diskurs skrider?

I Information Weekend d. 10. oktober 2025, står Mathias Sindberg og Sebastian Gjerding bag forsideartiklen “Re-mi-gra-ti-on. Husk ordet”, der i sin underrubrik nøjes med at sige, at der med DF og “store dele af den europæiske højrefløj” er sket en retningsændring mod et sted, “hvor hverken Socialdemokratiet eller Marine Le Pen vil være med.” – hvilket må tælle som kritisk stillingtagen.

Det gælder ordet “remigration”, hvis oprindelse vi i artiklen oplyses om: Den stammer fra yderliggående højrefløjsbevægelse Generation Identitær, der er blevet udelukket fra fransk politik, fordi de var for fascistiske ifølge lovgivningen. Nu tages det altså op med stolthed af DF, der har det som et af punkt i deres politiske program. Hjemsendelse lyder selvfølgelig bedre, men det nye er – som artiklen også peger på – at man nu står frem med det. Det minder om artiklen om det nye DF fra Weekendtillægget i sidste uge, hvor DFUs formand talte om at være stolt af at være på højrefløjen. De endte alligevel med at blive stuerene.

Eller hvad? Det, som ikke omtales i artiklen – på trods af dens betydelige længde – er muligheden for, at DF har luret den amerikanske højrefløj af, og forsøger at skabe en “kulturkrig” her til lands. Kulturkrig er kendetegnet ved, at i hvert fald den ene part høster fordel af selve krigen, ikke af dens eventuelle op- og nedture. Den amerikanske højrefløj, og især den ekstreme del af den, som Trump og MAGA repræsenterer, er en minoritet. Alligevel har de formået at få magten – hovedsageligt gennem kulturkrigen, eller The Culture War som det hedder på amerikansk. Strategien er at larme mere end modstanderne, og dermed synliggøre sig ud af den demokratiske stopklods som flertalskravet byder på. For DF, der i det danske system ikke behøver have flertallet for at komme i regering, men blot at finde samarbejdspartnere til det, er det ikke nogen dårlig strategi. Men det er ikke ligefrem eksemplarisk journalistik fra Informations side.

Information har som mediehus både avisen og forlaget. På forlaget udkommer alle de dybdegående analyser, som jeg igen og igen savner i avisen. Og i avisen den baggrundsviden, som er nødvendig for at kunne værdsætte analysebøgernes aktualitet. Hvorfor ikke – især i weekend-udgaven – lade de længere artikler være dybdegående? Evt. bare låne et par sider af de bøger, de alligevel har rettighederne til.

At leve i fred sammen

I Weekendavisen d. 10. oktober står der sidst i lederen “Den første regn”: “Kunne man appellere til at de [dvs. de venstreorienterede, der ses som Hamas-støtter, der er “islamisternes… sidste og mest trofaste venner”] også lader sig forføre af Trump-planens ønske om, at israelere og palæstinensere en dag kan leve i fred sammen? Det kommer aldrig til at ske med Hamas ved magten.” Dette kan for så vidt være rigtigt nok, men det kommer heller ikke til at ske med Israel ved magten.

Bemærk her det ordvalg, der må være faldere skribenten i pennen: At leve i fred sammen. Hvordan kan dette være muligt, hvis denne fred kommer på betingelsen af, at palæstinenserne politisk og militært fordrives fra Gazastriben? Det bliver da en ren formel fred, hvor den ene part ikke længere kan stritte imod, og hvor der reelt ikke er noget “sammen” i egentlig forstand.

En egentlig fred kræver langt større omvæltninger, end en tilbagevenden til status quo: nemlig en snart 100 år lang konflikt, skabt ved oprettelsen af en nationalstat, der krævede fordrivelse af en hel befolkning. Sådan noget har ikke noget enkel løsning, og i hvert fald ikke en løsning, som kan udtænkes på forhånd og på én gang.