En grundlov er et lands vigtigste lov, fordi den bestemmer hvilken slags lovgivning der er legal inden for et lands grænser. Al lovgivning, som er i strid med grundloven, er ugyldigt. Vi kan derfor sige, at grundloven er en begræsning for, hvad et folketing kan tillade sig at vedtage. Det skal sikre, at et demokrati bevæger sig i demokratisk retning – ov undgår at forfalde til det udemokratiske.
Ud over at have denne juridiske og værdimæssige funktion, har den også en mere demokratisk funktion: Nemlig at være en overkommelig lovtekst, som enhver borger kan læse og sætte sig ind i. Selvom man ikke er jurist, kan man derfor – hvis grundloven er skrevet i et forståeligt sprog – vurdere hvorvidt noget lovgivning, eller noget politikerne eller en virksomhed foretager sig, er i strid med grundloven. Altså sikrer man, at befolkningen – det sted som folketingets magt kommer fra – har mulighed for at gribe ind, hvis der kommer for store afvigelser fra den fælles aftale, som er grundlaget for demokratiet: at vores interesser varetages af dem, vi har valgt som repræsentanter. Alt sammen overkommeligt selv med fuldtidsarbejde og småbørn.
Vi sender da også en grundlov ud til alle, der bliver myndige, sådan at de bliver i stand til at varetage dette vigtige embede: at kunne holde staten ansvarlig for brud på samfundskontrakten. Kender man fra sine unge år grundloven, kan man også genkende, når den bliver brudt.
I Danmark har vi imidlertid en forældet grundlov. Den blev blevet opdateret sidste gang i 1953, men mange af de oprindelige formuleringer fra den oprindelige grundlov næsten 100 år forinden, er stadig gældende i dag. Som man kan forestille sig, giver det selvfølgelig nogle forståelsesproblemer for den almindelige borger – alene i kraft af sproget. Som gymnasielærer kan jeg meddele, at alt, der er skrevet før 1980, ifølge eleverne er “gammelt sprog”, og at juridisk sprog fra 1953 – eller fra 1849 – derfor er svært for de vordende myndige at læse, hvis de da ikke bare giver op. Læg til dette, at man midt i 1800-tallet endnu ikke kendte til politiske partier, hvorfor de ikke er skrevet ind i grundloven; at mindretalsbeskyttelse er skrevet ind som beskyttelse af de mindretal, der var dengang – og altså ikke medtager f.eks. race og seksualitet; at regeringsformen er monarki, hvilket betyder, at vores nuværende statsform bygger på et afsnit i grundloven om, hvad man gør, når kongen ikke kan være med ved statsrådet – og du får en tekst, hvis indflydelse på lovgivningen ikke er til at gennemskue ud fra teksten selv. I stedet må man vide en hel del om gældende rets- og lovgivningspraksis, om de traktater, vi har bundet os til andetsteds, og som – ligesom grundloven – er bindende for dansk lov osv.
I 1999 blev en grundlovsændring derfor taget op til debat i folketinget. Det resulterede i 2003 i et udkast til en ny grundlov (led efter L43, 2003-4 på denne side), som forsøgte at skrive indholdet fra de traktater, vi har bundet os til (f.eks. menneskerettighedserklæringen) ind i grundloven, ligesom den ville opdatere afsnittene om styreformer, så man ud af grundloven kunne læse, hvordan det danske demokrati rent faktisk fungerer. Dvs. på samme tid sørge for, at grundloven kan spille sin rolle som grænsesætter for statsmagt, som beholder for vores værdier, og som hoveddokument for den almindelige borger, der således kan forholde sig til sin stat med den stærkeste lov på sin side. Et uddrag af denne grundlov kan I læse herunder, og hele dokumentet kan I finde her.
(Vær opmærksom på, at der visse steder står “�”. Det skyldes, at “æ”, “ø”, “å”, “§” o.l. er formateret forkert i digitaliseringen af lovforslaget, hvorfra jeg har hentet uddraget. Jeg har manuelt erstattet “�” med det gældende tegn, hvor det har været tydeligt, hvilket tegn, der var tale om. Hvor jeg har været i tvivl, har jeg ladet “�” stå. Når jeg får lejlighed til at tilgå lovforslaget gennem den fysiske udgave af Lovtidende, retter jeg tvivlstilfælde.)
Gældende formulering
§ 1.
Denne grundlov gælder for alle dele af Danmarks Rige.
Forkastet forslag
§ 1. Denne grundlov gælder for alle dele af Danmarks Rige.
Stk. 2. Danmark er en selvstændig stat, hvis styreform er folkestyre og bygger på retssikkerhed.
§ 3.
Den lovgivende magt er hos kongen og Folketinget i forening. Den udøvende magt er hos kongen. Den dømmende magt er hos domstolene.
§ 2. Al offentlig magt udgår fra folket.
Stk. 2. Denne magt er delegeret på følgende måde: Den lovgivende magt er hos Folketinget. Den udøvende magt er hos regeringen. Den dømmende magt er hos domstolene.
§ 3. Den menneskelige værdighed er ukrænkelig. Den skal respekteres og beskyttes. Ethvert menneske har ret til livet. Dødsstraf må ikke forekomme.
§ 4. Ingen må underkastes tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.
§ 5. Enhver har ret til respekt for sin fysiske og mentale integritet.
§ 6. Alle mennesker er lige for loven og ligeværdige. Offentlige myndigheder er forpligtede til at sikre overholdelse af denne bestemmelse.
§ 70.
Ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller afstamning berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt.
§ 7. Ingen kan på grund af køn, race, hudfarve, social, national eller etnisk oprindelse, sprog, religion, politisk eller anden overbevisning, funktionsevne, fysisk eller psykisk handicap, alder eller seksuel orientering berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder eller gøres til genstand for nogen form for forskelsbehandling.
Stk. 2. Ingen kan under påberåbelse af stk. 1, unddrage sig opfyldelsen af de forpligtelser, der fastsættes i henhold til loven.
§ 71.
Stk. 1. Den personlige frihed er ukrænkelig. Ingen dansk borger kan på grund af sin politiske eller religiøse overbevisning eller sin afstamning underkastes nogen form for frihedsberøvelse.
Stk. 2. Frihedsberøvelse kan kun finde sted med hjemmel i loven.
Stk. 3. Enhver, der anholdes, skal inden 24 timer stilles for en dommer. Hvis den anholdte ikke straks kan sættes på fri fod, skal dommeren ved en af grunde ledsaget kendelse, der afsiges snarest muligt og senest inden tre dage, afgøre, om han skal fængsles, og, hvis han kan løslades mod sikkerhed, bestemme dennes art og størrelse. Denne bestemmelse kan for Grønlands vedkommende fraviges ved lov, for så vidt dette efter de stedlige forhold må anses for påkrævet.
Stk. 4. Den kendelse, som dommeren afsiger, kan af vedkommende straks særskilt indbringes for højere ret.
Stk. 5. Ingen kan underkastes varetægtsfængsel for en forseelse, som kun kan medføre straf af bøde eller hæfte.
Stk. 6. Uden for strafferetsplejen skal lovligheden af en frihedsberøvelse, der ikke er besluttet af en dømmende myndighed, og som ikke har hjemmel i lovgivningen om udlændinge, på begæring af den, der er berøvet sin frihed, eller den, der handler på hans vegne, forelægges de almindelige domstole eller anden dømmende myndighed til prøvelse. Nærmere regler herom fastsættes ved lov.
Stk. 7. Behandlingen af de i stk. 6 nævnte personer undergives et af Folketinget valgt tilsyn, hvortil de pågældende skal have adgang til at rette henvendelse.
§ 8. Den personlige frihed er ukrænkelig.
Stk. 2. Frihedsberøvelse kan kun finde sted med hjemmel i loven.
Stk. 3. Enhver, der anholdes, skal inden 24 timer stilles for en dommer. Hvis den anholdte ikke straks kan sættes på fri fod, skal dommeren med begrundelse afsige kendelse snarest muligt og senest inden 3 dage afgøre, om vedkommende skal varetægtsfængsles, og, hvis vedkommende kan løslades mod sikkerhed, bestemme dennes art. Denne bestemmelse kan for Grønlands vedkommende fraviges ved lov, for så vidt dette efter de stedlige forhold må anses for påkrævet. Den kendelse, som dommeren afsiger, kan af vedkommende straks særskilt indbringes for højere ret.
Stk. 4. Varetægtsfængsling må højst have en varighed på 3 måneder. Ingen kan underkastes varetægtsfængsel for en forseelse, som kun kan medføre straf i form af bøde eller fængsel i mindre end 1� år [ulæseligt i ft.dk’s database. Skal have slået det op i den fysiske udgave ved lejlighed]. Isolationsfængsling må ikke forekomme.
Stk. 5. Uden for strafferetsplejen skal lovligheden af en frihedsberøvelse, der ikke er besluttet af en dømmende myndighed, på anmodning af den, der har fået berøvet sin frihed, eller den, der handler på den pågældendes vegne, forelægges de almindelige domstole eller anden dømmende myndighed til prøvelse. Nærmere regler herom fastsættes ved lov. Behandlingen af de nævnte personer undergives et af Folketinget valgt tilsyn, hvortil de pågældende skal have adgang til at rette henvendelse.
§ 9 . Registrering af personoplysninger må kun ske i henhold til lov. Medmindre der er tale om hensyn til landets sikkerhed, skal oplysningerne i registrene være tilgængelige for den, registreringerne omhandler.
§ 72.
Boligen er ukrænkelig. Husundersøgelse, beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheden må, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse, alene ske efter en retskendelse.
§ 10. Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sine meddelelser.
Stk. 2. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge eller opklare forbrydelser, for at beskytte sundheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.
§ 77.
Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingen sinde på ny indføres.
§ 11. Enhver har ret til ytringsfrihed og informationsret samt ret til aktindsigt i den offentlige forvaltning. Denne ret omfatter frihed til at søge, modtage og meddele oplysninger og tanker ved et hvilket som helst meddelelsesmiddel.
Stk. 2. Ytringsfriheden og informationsretten samt aktindsigten kan kun underkastes begrænsninger, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed eller offentlig tryghed, for at forebygge forbrydelser, for at beskytte sundheden, for at beskytte andres rettigheder, for at forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger eller for at sikre domsmagtens autoritet og upartiskhed.
§ 78.
Stk. 1. Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at danne foreninger i ethvert lovligt øjemed.
Stk. 2. Foreninger, der virker ved eller søger at nå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende, bliver at opløse ved dom.
Stk. 3. Ingen forening kan opløses ved en regeringsforanstaltning. Dog kan en forening foreløbig forbydes, men der skal da straks anlægges sag imod den til dens opløsning.
Stk. 4. Sager om opløsning af politiske foreninger skal uden særlig tilladelse kunne indbringes for rigets øverste domstol.
Stk. 5. Opløsningens retsvirkninger fastsættes nærmere ved lov.
§ 12. Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at danne foreninger i ethvert lovligt øjemed og har ret til sammen med andre at oprette fagforeninger og at slutte sig hertil for at beskytte deres interesser.
Stk. 2. Foreninger, der virker ved eller søger at nå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende, � opløses ved dom.
Stk. 3. Ingen forening kan opløses ved en regeringsforanstaltning. Dog kan en forening foreløbig forbydes, men der skal da straks anlægges sag imod den med henblik på dens opløsning.
Stk. 4. Sager om opløsning af politiske foreninger skal uden særlig tilladelse kunne indbringes for Højesteret.
Stk. 5. Opløsningens retsvirkninger fastsættes nærmere ved lov.
§ 79.
Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at samle sig ubevæbnede. Offentlige forsamlinger har politiet ret til at overvære. Forsamlinger under åben himmel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for den offentlige fred.
§ 13. Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at samle sig ubevæbnede. Offentlige forsamlinger har politiet ret til at overvære. Forsamlinger under åben himmel kan forbydes, når der som følge heraf kan frygtes fare for den offentlige fred.
§ 67.
Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.
§ 14. Enhver har ret til at tænke frit, til samvittigheds- og religionsfrihed. Enhver har ret til fri religionsudøvelse og til at forene sig i samfund for at dyrke sin religion i overensstemmelse med sin overbevisning samt til at stå uden for ethvert religiøst samfund.
Stk. 2. Frihed til at ligge sin religion eller overbevisning for dagen skal kun kunne underkastes sådanne begrænsninger, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den offentlige sikkerhed, for at beskytte offentlig orden, for at beskytte sundheden eller for at beskytte andres ret og frihed. Religiøse samfund kan ikke få nogen form for fortrinsstilling i forhold til andre foreninger.
§ 74.
Alle indskrænkninger i den fri og lige adgang til erhverv, som ikke er begrundede i det almene vel, skal hæves ved lov.
§ 15. Der må ikke være begrænsning i den frie og lige adgang til at udøve erhverv, medmindre det sker ved lov og kan begrundes med samfundsmæssige interesser og borgernes ve og vel.
§ 16. Børn har ret til den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for deres trivsel. De skal behandles som ligeværdige individer og har ret til medbestemmelse i egne forhold i overensstemmelse med deres alder og modenhed, og de skal frit kunne udtrykke deres synspunkter.
Stk. 2. I alle handlinger vedrørende børn, uanset om de udføres af offentlige myndigheder, private institutioner eller private personer, herunder forældre eller indehavere af forældremyndigheden, skal barnets tarv komme i første række.
Stk. 3. Ethvert barn har ret til regelmæssigt at have personlig forbindelse og direkte kontakt med begge sine forældre, medmindre dette er i modstrid med dets interesser.
§ 17. Enhver har ret til at søge asyl i overensstemmelse med de internationale konventioner, som Danmark har underskrevet. De nærmere bestemmelser herom fastsættes ved lov.
Som vi kan se af uddraget, er der en hel del tilføjelser, der virker som grundsten for ethvert moderne demokrati. Måske paragraffen om børns beskyttelse ville skabe noget debat, fordi det medfører nogle høje krav om normeringer osv., men grundlæggende set er der ikke mange, der ville være uenige i, at der er tale om demokratiske værdier.
Imidlertid blev forslaget sendt i udvalg, snarere end gennemført, og blev først et par år efter, i 2005, taget op igen – hele tre gange. Første gang udskydes behandlingen til slutningen af folketingsåret, hvor alle lovforslag bortfalder (L166, 2004-5 anden samling). Så genfremsættes det igen, men sættes endnu en gang i udvalgsbehandling – hvor det ifølge ft.dk stadig står (L4, 2005-6). Der fremsættes samtidig et indskrænket forslag, der kun skal opdatere styreformen, således at grundloven svarer til nuværende demokratisk praksis (L3, 2005-6). Men heller ikke dette gennemføres.
I dag kan vi måske bedre forstå hvorfor. Det er ikke lang tid siden, at Mette Frederiksen sammen med en række andre statsoverhoveder (fra lande vi normalt ellers ikke sammenligner os med), skrev et åbent brev, hvoraf det fremgår, at de ønsker en lempelse af menneskerettighederne i forbindelse med de migranter, som de ønsker at smide ud af deres respektive lande (link, PDF). For nogle år siden kom Inger Støjberg for Rigsretten for at have brudt menneskerettighederne – også i forbindelse med migranter (link, pdf), og vi kunne også nævne Peter Hummelgaards forslag om AI-overvågning af befolkningen (link, PDF).
Hvor indvandring og etnicitet i 00’erne og noget af 10’erne var til debat, er det nu blevet politisk mainstream at hardline på raceproblemer. Og en opdateret grundlov ville gøre det svært at gennemføre. Vores behandling af asylansøgere ville f.eks. ikke leve op til en sådan fornyet grundlov, hvilket Amnesty Internationals rapport fra 2020 viser (link, PDF) – ligesom den også viser en masse andre problemer hvad angår menneskerettigheder i Danmark.
Baseret på den måde, politikerne styrer landet på, er der altså god grund til ikke at skrive menneskerettighederne ind i grundloven. Det ville åbne op for ugyldiggørelse af store dele af den danske lovgivning, hvis vi skulle begynde at leve op til disse krav. Staten sætter altså med andre ord bevarelsen af deres evne til at gøre, hvad de vil, over tildelelsen af grundlæggende rettigheder til de mennesker, der opholder sig i staten. Og som vi kommer til at se over de næste mange blogindlæg, er dette noget, der går igen flere steder i dansk lovgivningspraksis, politik, mediedækning osv.: Vi fører politik, der i sidste ender holder magten i folketinget, snarere end at uddelegere noget af denne som rettigheder til borgerne. Endda på en sådan måde, at rettigheder i en vis grad tages fra borgerne (og andre, der opholder sig i landet), og gives tilbage til folketinget.
Hannah Arendt beskriver totalitarisme som den styreform, der ikke ser nogen principielle grænser for sin egen magt, og det er netop disse principielle grænser, som vores statsmagt ikke ser. Der er praktiske begrænsninger, politiske begrænsninger – men ingen principielle begrænsninger. Hvor det er muligt, samles magten, således at systemet mere effektivt kan udføre den politik, det har sat sig for.
En sådan bevægelse kan måske forekomme demokratisk – staten bliver jo i stand til føre borgernes ønsker ud i livet på en mere effektiv måde – men samtidig eroderes den forbindelse, som sørger for, at staten rent faktisk handler i befolkningens tjeneste. Den ineffektivitet, som er indbygget i en hver demokratisk styreform, er der af en årsag: Nemlig at sørge for, at et styre ikke udvikler sig væk fra demokratiske grundprincipper ad demokratisk vej. – som vi ser det ske i USA for øjeblikket, som vi har set i Rusland de sidste 20 år, og som vi så i sin mest ekstreme form under Det Tredje Rige.
Og det sker altså også i Danmark, omend ikke i så tydelig eller ekstrem form. En af grundene til, at det ikke er så let at se, er fordi vi ikke har noget enkelt sted, hvor vores demokratiske værdier er samlet. Fordi politikerne i 00’erne ikke gav os en grundlov, der afspejler vores værdier og vores statsform.
På denne side vil jeg derfor forsøge løbende at dokumentere de totalitære tendenser i Danmark, således at der er et sted, man kan gå til, hvis man ønsker at få blik for denne udvikling. Tips o.l. er værdsat, og kan sendes til mig pr. mail (se under kontakt). Jeg håber I vil følge med.